Oversigt

Seneste nyt

Designerstole stjålet fra plejehjem

Midt- og Vestsjællands politi anholdt lørdag aften en 47-årig mand, som er mistænkt for at stå bag flere tyverier af designermøbler fra Plejecenter Himmelev i Roskilde.

Lørdag anmeldte plejehjemmet, at der nu for tredje gang var blevet stjålet stole fra stedet  inden for kort tid.

Senest blev der stjålet seks stole fredag aften, og overvågning fra stedet førte politiet på sporet af en 47-årig mand fra Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Der er tale om spisebordsstole i træ fra Fritz Hansen. Lederen på plejecentret har forklaret til politiet, at de koster 3700 kroner stykket.

Lørdag aften blev mandens hjem ransaget, men her fandt man ikke de manglende stole. Manden blev dog alligevel sigtet for i alt at have stjålet tre gange fra plejehjemmet, hvor der i alt er stjålet op mod 30 designerstole.

Manden blev løsladt igen, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling

Men politiet efterforsker fortsat sagen for at afklare, om den 47-årige kan mistænkes for yderligere tyverisager, og om nogen af stolene kan være blevet solgt videre.