Oversigt

Seneste nyt

Entreprenør på skandaleramt hospital langer ud efter region

Den nu fyrede italienske entreprenørvirksomhed Rizzani de Eccher retter skarp kritik af Region Hovedstaden og anfægter regionens grunde til at afbryde samarbejdet.

I en pressemeddelelse skriver Rizzani de Eccher, der i denne uge blev afsat fra opgaven med at opføre det nye Bispebjerg Hospital, at de ”på det kraftigste” bestrider Region Hovedstadens grunde til at ophæve kontrakten.

- På trods af at projektet var tilbage på sporet uden nævneværdige forsinkelser, besluttede Region Hovedstaden uden varsel at ophæve kontrakten og afviste enhver reel dialog med Rizzani de Eccher – end ikke angående en eventuel problemfri overdragelse for at sikre projektet og alle involverede parter, skriver entreprenørvirksomheden.

Rizzani de Eccher mener, at den nye udvikling i byggesagen er "højst uventet, da en ny aftale mellem Region Hovedstaden og Rizzani de Eccher blev indgået så sent som i januar 2024."

- Den indeholdt en ny finansieringsmodel, der muliggjorde reaktivering af hele forsyningskæden. Der blev indgået 85 aftaler med leverandører, underleverandører og rådgivere. Siden da er byggeriet kommet op på fuld kraft med mere end 110 bygningsarbejdere på byggepladsen, skriver det italienske firma. 

Fredag meddelte Region Hovedstaden, at kontrakten med Rizzani de Eccher var blevet ophævet som følge af netop manglende fremdrift i byggeriet af det nye akuthus på Bispebjerg Hospital. Som følge af ophævelsen står hospitalsbyggeriet nu til at blive yderligere to til tre år forsinket, inden det kan tages i brug.