Oversigt

Seneste nyt

Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

Medicinrådet har onsdag besluttet at anbefale lægemidlet Enhertu (T-DXd) til brystkræftpatienter med den uhelbredelige brystkræfttype HER2-lav.

Rådet vurderer, at medicinen kan "forlænge tiden til forværring af sygdommen og patienternes levetid".

I en pressemeddelelse skriver Medicinrådet, at anbefalingen kommer som følge af, at lægemiddelselskabet, der producerer medicinen, har sat prisen ned.

Beslutningen om, hvorvidt rådet skulle anbefale medicinen har været udskudt, netop fordi prisen ifølge Medicinrådet var for høj, da der er usikkerhed om, hvor stor effekt medicinen har på patienter med HER2-lav-brystkræft.

Desuden er bivirkningerne sværere end ved den behandling, der er blevet givet hidtil.

TV 2 Kosmopol har tidligere beskrevet, hvordan den manglende godkendelse af Enhertu herhjemme har fået kritik fra både patienter og fagfolk på Rigshospitalet i København.