Oversigt

Seneste nyt

Flere demonstrationer spærrede veje til København

Flere steder i hovedstadsområdet er morgentrafikken blevet spærret af demonstranter, der satte sig på kørebaner og blokerede veje.

Det oplyser Københavns Politi samt Nordsjællands Politi til TV 2 Kosmopol.

I København blokerede en gruppe på syv personer ad to omgange trafikken på Åboulevard, forklarer vagtchef Espen Godiksen.

- Klokken 07.59 anmeldte en person, at denne samt en gruppe agtede at sætte sig på vejen for at demonstrere. Da vi kom derud, fik de påbud om at flytte sig, hvilket de ikke efterlevede, hvorfor vi sigtede dem for at overtræde ordensbekendtgørelsen samt færdselsloven og så fjernede dem fra vejen, der blev genåbnet for trafik klokken 08.24.

- Klokken 08.57 gentog scenariet sig så. Den samme gruppe satte sig ned og spærrede samme vej. Igen nægtede de at flytte sig, hvorfor de igen blev sigtet, og vi foretog en administrativ frihedsberøvelse (andet ord for anholdelse, red.) af de syv demonstranter, siger vagtchefen.

Hos Nordsjællands Politi ønsker pressemedarbejderen ikke at oplyse andet end, at der har været to demonstrationer, som har spærret for trafikken. Fotos tilsendt TV 2 Kosmopol viser demonstration og politiforretning ved Gentofte.