Oversigt

Seneste nyt

En af årets største rejsedage nærmer sig

Kristi himmelfartsferien er få dage væk, og for mange er det ensbetydende med forlænget weekend og en tur i sommerhus.

Særligt onsdag eftermiddag giver de mange biler på vejene risiko for kø og ekstra rejsetid, skriver Vejdirektoratet i deres trafikprognose.

Dagen op til Kristi himmelfartsdag er nemlig en af årets helt store rejsedage, og går det, som det plejer, vil tusindvis af danskere søge mod de store sommerhusområder.

Mange tager afsted efter arbejde, og det betyder, at ferietrafikken blander sig med eftermiddagens myldretidstrafik – og at der vil være rigtig mange biler på vejene og dermed også større risiko for kø og forsinkelser.

Presset på vejene vil være størst onsdag mellem kl. 14.00 og 19.00, mens der også er risiko for tæt trafik og mindre kødannelser torsdag kl. 11.00-14.00. For begge dage gælder det, at trafikken hovedsageligt vil bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde.

Søndag venter så hjemrejsetrafikken, hvor man med fordel kan køre udenfor tidsrummet 12.00-16.00.

Den øgede trafikmængde til og fra de store sommerhusområder i Danmark vil især sætte sit præg på trafikken i Nordsjælland. Forvent derfor tæt trafik på rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse.