Oversigt

Seneste nyt

Alt udsolgt til Ironman i København

Alle 3.000 startnumre til triatlonstævnet Ironman Copenhagen er nu afsat. Det skriver arrangørerne bag Ironman Copenhagen i en pressemeddelelse.

Arrangørerne hæfter sig især ved den høje andel af udenlandske deltagere, der har indløst startnummer til de 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og 42,2 kilometers løb i og omkring hovedstaden.

- Med knap 70 procent internationale deltagere taler vi her om en international event, der er med til at sætte Danmarks hovedstad på verdenskortet, udtaler Jacob Nørgaard, der er landechef for IRONMAN Danmark.

Ifølge arrangørerne vil flere end 80 forskellige nationer være repræsenteret på startstregen ved sommerens triatlonstævne.

Ironman Copenhagen finder sted den 18. august med start fra Amager Strandpark og målstreg ved Christiansborg i København.

Stævnet i København blev første gang afholdt i 2013.