Oversigt

Seneste nyt

12 kommuner går sammen om solcelleprojekt - kan blive det første af sin art

Der skal solceller på tagene af skoler, plejehjem og idrætshaller for at sætte fart på den grønne omstilling i en række kommuner i hovedstadsområdet.

Sådan lyder målet for 12 kommuner og forsyningsselskabet Hofor, der nu går sammen om at undersøge muligheden for at stifte et selskab, der skal stå for udrulningen af de kommunale solceller.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

De 12 kommuner i samarbejdet er Ballerup, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Glostrup, Ishøj, København, Rødovre, Vallensbæk og Tårnby. Også Region Hovedstaden er med.

Overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S), mener, at “tung jura og bureaukrati længe har spændt ben for at komme ordentligt i gang med solceller.”

Derfor er jeg glad for, at vi nu i samarbejde med HOFOR får undersøgt mulighederne for at danne et selskab, så vi forhåbentlig kan udnytte solens energi endnu bedre i den grønne omstilling af hovedstaden, siger hun i pressemeddelelsen.