Oversigt

Seneste nyt

Trafikkaos truer trafikalt knudepunkt frem til oktober

De næste måneder bliver det lidt af en udfordring at være bilist i det nordlige Gentofte ved Lyngby.

Gentofte Kommune og Vejdirektoratet skal i gang med omfattende vejarbejde i dét trafikale knudepunkt, hvor Motorring 3, Lyngbyvej og Lyngby Omfartsvej møder hinanden. 

Vejarbejderne går i gang her i marts og varer til udgangen af oktober og kommer til at påvirke både pendlertrafikken og lokaltrafikken i området.

Det er broerne over Lyngby Omfartsvej og Motorring 3, der skal renoveres. En nødvendig renovering skal sikre, at broerne kan holde i mange år frem, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Arbejdet omfatter også et 600 meter nyt autoværn i midterrabatten på Lyngby Omfartsvej.

Vejdirektoratet gør opmærksom på, at ikke bare trafikanter bliver påvirket af det omfattende vejarbejde. Også naboerne til de forskellige arbejdssteder kan i perioder blive generet af støj i de perioder, hvor gammel belægning skal fræses af. Både Vejdirektoratet og Gentofte Kommune beklager da også på forhånd de gener, de mange måneder vejarbejde vil medføre.