Oversigt

Seneste nyt

Politikere evakueres fra Christiansborg

Provianthuset, en fløj på Christiansborg, hvor flere folketingsmedlemmer og journalister har kontorer, evakueres efter branden i Børsen-bygningen.

Det er beskeden i en sikkerhedsmeddelelse, som Ritzaus folk på stedet har hørt.

- Dette er en sikkerhedsmeddelelse. På grund af en hændelse er det nødvendigt at evakuere Provianthuset. Alle bedes forlade huset via den nærmeste udgang og gå til Rigsdagsgården for yderligere information. Elevatorerne må ikke benyttes.

Evakueringen sker for en sikkerheds skyld, da der er bekymring for flammer og røgudvikling i forbindelse med branden i Børsen.

Også den såkaldte L-bygning evakueres, fremgår det af en besked fra Folketinget.

Møderne i Folketingssalen samt udvalgsmøder afholdes som planlagt på Christiansborg tirsdag.

Til gengæld bliver høringer, konferencer og arrangementer, som omfatter eksterne gæster, aflyst.