Oversigt

Seneste nyt

Alle med navnet Kirsten eller Erik kan komme gratis på museum

Frihedsmuseet i København markerer befrielsesdagen den 5. maj ved at give gratis adgang til alle gæster med 1940’ernes mest populære pige- eller drengenavn.

Det skriver Frihedsmuseet i en pressemeddelelse. Det betyder, at hvis man enten hedder Kirsten eller Erik (eller begge dele), kan man komme gratis ind.

- Når vi vælger at give gratis adgang 5. maj for alle gæster, der hedder Kirsten eller Erik, er det dels for at skabe en sjov og festlig dag, der er lidt anderledes end normalt, udtaler museumschef David Høyer og fortsætter:

- Men det er også for at give rum for lidt refleksion over, at der var en masse danske børn, der blev født ind i besættelsen, med de knapheder, bekymringer og utrygheder det gav. Heldigvis endte disse børn med at vokse op i et frit Danmark. Hvordan mon deres liv var blevet, hvis Hitler havde vundet?

Sidstnævnte svarer museumschefen ikke på, men et forsigtigt gæt kunne være, at det nok var blevet væsentligt dårligere.

I årene 1940 til 1949 blev der født 21.974 piger, der blev døbt Kirsten og 29.669 drenge, der blev døbt Erik. Ifølge Danmarks Statistik har 36.401 i Danmark fornavnet Kirsten, mens 24.799 mænd samt to kvinder hedder Erik til fornavn.