I et facebookopslag skriver kommunen, at et ungt menneske fra området for nylig ”blev dårlig” efter at have brugt puff bar.
Derfor sendte kommunen væsken fra den pågældende e-cigaret til prøve hos Klinisk Biokemisk Afdeling, og svaret var foruroligende:
- Eksperterne konkluderer, at der er tale om en ”ny type af psykoaktivt stof, der er potentielt livsfarligt at indtage”, skriver Helsingør Kommune i opslaget og tilføjer, at den har kendskab til flere episoder fra den seneste uge med unge, der er blevet dårlige efter indtagelse af puff bar.
Det får kommunen til at advare forældre om risikoen for, at børn og unge udsætter sig selv for det livsfarlige stof.
Siden april 2022 har det været ulovligt at sælge e-cigaretter med andre fremtrædende dufte eller smage end mentol og tobak, eksempelvis puff bars. De farverige, men ulovlige e-cigaretter er dog stadig udbredt blandt især helt unge og børn.