Oversigt

Seneste nyt

Styrelse skifter mening om farlige metalpigge på strand

En lang række rustne metalpigge på op mod 20 centimeter dukkede for nylig op af sandet på stranden ved Lynæs Fort i Nordsjælland.

Men selvom piggene kan være til fare for strandens gæster, afviste Slots- og Kulturstyrelsen i første omgang, at de måtte fjernes. 

Efter lidt betænkningstid har styrelsen dog skiftet mening, skriver sn.dk.

I et skriftligt svar til Sjællandske Nyheder vurderer Slots- og Kulturstyrelsen, at metalpiggene er rester af et kystværn til Lynæs Fort, som er blevet blotlagt af vinterens storme. Fortet er et beskyttet fortidsminde efter museumsloven, og derfor kræver ændringer i anlægget – herunder at fjerne det omtalte metal – en ansøgning om dispensation.

Det var styrelsen tidligere imod, men nu støtter Slots- og Kulturstyrelsen, at piggene bliver fjernet. Strandgæsternes sikkerhed er vigtigere end den kulturhistoriske værdi i de rustne spidser, lyder det.