Oversigt

Seneste nyt

Ny fast tøjsorteringscentral på vej i to kommuner

Tirsdag den 7. maj åbner Blå Kors Danmark en tøjsorteringscentral i samarbejde med Fredensborg og Hørsholm Kommuner.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse. 

Sorteringscentralen har kørt som et pilotprojekt siden starten af året, og det har vist sig at være så meningsfuldt for alle parter, at centralen nu åbner officielt.

I det daglige bliver det kommunernes opgave at drive sorteringscentralen.

I Fredensborg og Hørsholm er de glade for samarbejdet, der giver beskæftigelse til borgere, for et sted mellem 15-25 borgere fra jobcentrene er beskæftiget med arbejde på sorteringscentralen. 

Når tøjet er hængt på bøjler, dampet og sat på tøjstativer, bliver det leveret til Blå Kors’ genbrugsbutikker i Roskilde, Rødovre og Hillerød. Men Blå Kors leder også efter nye butikslokaler i de to kommuner, hvor tøjet kan sælges.

Overskuddet fra Blå Kors’ genbrugsbutikker går til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne i Danmark. I 2023 fik 17.500 børn, unge og voksne hjælp gennem Blå Kors’ sociale tilbud.