Close

Laeth Shir-Ali

er 26 år. Hans stamtræ har kurdiske rødder i både Irak og Iran, og selv er han født i Danmark. Han har været forperson for Sabaah siden 29. maj 2018 og læser til daglig medicin på 11. semester. Han var 23 år gammel, da han sprang ud som homoseksuel, og i dag bor han sammen med en kæreste.

Generelt går det jo bedre og bedre for alle LGBT+ personer, men vores målgruppe, minoritets etniske homoseksuelle, har stadig en masse kampe at kæmpe - andre kampe, end de etniske danske. For at kunne forstå det, er man nødt til at forstå, hvilken målgruppe Sabaah har. På den ene side er vores målgruppe en etnisk minoritet, og på den anden side er den en seksuel minoritet. Derfor møder de altså to forskellige udfordringer, som kombineret bliver super komplekse.

Konkret i forhold til det at være LGBT+ person i vores målgruppe er cirka 20 procent blevet udstødt af deres familier. Vi kæmper med et enormt rygtesamfund, som er klar til at fordømme de familier, som har familiemedlemmer med anden seksualitet end hetero. Vi kæmper mod nogle principper om ære og skam, som kommer af religionen og kulturen, som er så stærke, at de er svære at bryde ud af. Derfor er der også nogle, som føler sig nødsaget til at flygte fra deres familier, nogle har oplevet vold og flere ender på krisecenter.

Hver tredje minoritets etniske LGBT+ person har inden for det seneste år haft selvmordstanker. En del af den dårlige trivsel skyldes en frygt for at springe ud. Og så skyldes den, at man skal kæmpe med minoritetsstress, hvor man møder diskrimination og fordomme på arbejdsplads og i det offentlige rum. Mens man som teenager skal finde sig selv, skal man samtidigt deale med diskrimination på baggrund af ens hudfarve, udover at man skal forholde sig til sin seksualitet. Det gør bare det hele lidt sværere.

Homoseksualitet eller transkønnethed blandt vores målgruppe bliver i mindre grad accepteret, og derfor kan man som individ risikere at blive mast i et samfund, hvor man heller ikke føler sig accepteret af majoriteten.

Langt de fleste - skal vi huske - bliver stadig accepteret og har ikke problemer, men desværre er der flere ulykkelige tilfælde end etnisk danske familier. Deres holdninger, tror jeg, er nogle, de automatisk har båret med sig. I min familie voksede jeg op med tanken om, at det eneste værre end homoseksuel var ISIS-kriger eller morder. Homoseksuel lå som nummer tre, fordi det var så tabubelagt og forkert. Hvis jeg havde spurgt mine forældre, ville de heller ikke kunne konkretisere hvorfor. Nogle begrunder det med religionen, andre med at det bare ikke er naturligt.

De samme problemer har eksisteret i majoritetssamfundet, så på den måde er det jo ikke en fremmed holdning. Derfor prøver vi hele tiden at informere vores målgruppe og deres bagland.

Sabaah har nogle meget konkrete initiativer. Vi har en outreach-gruppe, der besøger folkeskoler, ungdomsinstitutioner og arbejdspladser, hvor de holder oplæg om stigmatiseringen af minoritets etniske LGBT+ personer og minoritets etniske generelt. Vi tilbyder rådgivning, hvor man kan besøge os eller ringe ind og snakke om de problemer, man går rundt med; Om man er bange for at fortælle sine forældre, at man er homoseksuel, om man skal holde det hemmelig, om man lever under social kontrol. Vores tredje tilbud er vores cafeer, der blandt andet er målrettet kvinder og transkønnede. Et safe-space, hvor man kan komme og blive hørt og møde ligesindede. Møde den tryghed, man ikke nødvendigvis oplever i det store samfund.

Langt de fleste forældre vågner jo ikke op og tænker, i dag vil jeg være rigtig ond mod mine børn, og i dag vil vi tage afstand fra dem. Langt de fleste forældre ved simpelthen bare ikke nok om homoseksualitet og transkønnethed. De er bange for, at deres børn bliver forvandlet til et eller andet andet. Det er også noget af det, vi konkret har fået penge til at gøre op med. At få de her forældre ind til samtaler, hvor vi kan rådgive dem.

Min egen familie havde det svært med, at jeg var bøsse. Da jeg i sin tid sprang ud, gik jeg og frygtede, at jeg ville miste alt. At jeg ville miste min familie og min vennekreds, men det gjorde jeg ikke. Mine venner tog det alle sammen godt, hvilket var ret overraskende, for størstedelen af mine venner er selv minoritets etniske og fra ret konservative miljøer. Det var til gengæld rigtig svært med min familie i starten, men de endte med at acceptere det fuldt ud. I dag er vi et sted, hvor de besøger mig og min kæreste, og vi besøger dem.

Det kan godt lade sig gøre at klare sig igennem og blive accepteret, men det kræver tid, og det kræver, at man taler om det. Forældrene skal finde ud af, at bare fordi man er homoseksuel, behøver det ikke at betyde, at man er et nyt menneske. Jeg er stadig Laeth, jeg er stadig sød, arbejdsom og en god søn. Mine forældre nåede desværre ikke til rådgivning, fordi det ikke var et tilbud dengang, men jeg ved, at de ville have haft enormt meget gavn af at møde andre forældre, der havde oplevet det samme. Den samtale måtte jeg selv tage med dem.

Det er ikke kun i vores bagland, at vi møder den her uforståenhed, det sker også i majoritetssamfundet. Jeg får tit spørgsmålet, hvordan kan du være bøsse og muslim samtidigt? Som om jeg skulle frasige mig min religiøse identitet. Det synes jeg, er en ærgerlig misforståelse. Derfor skal vi som organisation også arbejde med fordommene i majoritetssamfundet. Størstedelen af islamiske familier synes, at homoseksualitet er acceptabelt, og de fleste af vores medlemmer hviler i deres seksualitet og har det godt i deres bagland. Desværre findes der bare også en stor, ældre generation, som holder liv i nogle forældede tanker.

Politisk fremskridt: Satspuljemidlerne på 2,9 mio. som vi har fået tildelt til de næste fem år, de gør en stor forskel. Vi kan lave flere initiativer. vi kan f.eks. starte en familierådgivning, som kan hjælpe de familier, som måske aldrig er blevet konfronteret med homoseksualitet eller transkønnethed.

Politisk stagnering: Når vi som minoritet bliver talt ned til, når vi får at vide, at vi ikke er danskere, når vi oplever den her polariserende diskurs, hvor politiske partier omtaler de etniske minoriteter som voldtægtsforbrydere og ikke-danskere, så rammer det os. Det forværrer minoritetstressen.

For fremtiden: Det kunne være super fedt, hvis vi får fat i nogle engagerede, minoritetsetniske LGBT+ forældre, som kan være gode ambassadører. Jeg ville ønske, at vi var et sted, hvor det var fucking lige meget, hvad nogle forældre sagde, men der tror jeg bare ikke, at vi er endnu. Det kunne også være rigtig fedt, hvis vi generelt kunne få flere minoritets etniske personer til at støtte op om vores sag. Så vi på den måde får nogle allierede, som ikke personligt er involveret i vores sag, men stadig kæmper med, for vores sag. Det kan også være med til at ændre meninger.