Close

Tandlægen Emil Aae fik ødelagt sit liv, fordi han dyrkede sex med andre mænd


Emil Aae er i 1906 en respekteret tandlæge, der tilhører det bedre borgerskab i København. Hans liv tager dog en monumental drejning da han under sædelighedsskandalen bliver fremstillet som en af de helt store skurke. I sensationspressen bliver Aae hængt ud som en beregnende forfører og - værre endnu - fordærver af unge mænd. Behandlingen er altødelæggende og står på i godt et år, inden han bliver dømt for overtrædelse af datidens paragraf 177 i straffeloven; Omgængelse mod naturen. I slutningen af 1800-tallet optræder ordet homoseksualitet for første gang som et lægeligt begreb, selvom sex mellem mænd er et ældgammelt fænomen. Siden 1683 har det dog været ulovligt for mænd at dyrke anal- eller oralsex og indtil 1866 straffede man det med brænding på bålet. Det er straffelovens paragraf 177 - Omgængelse mod naturen - man bliver dømt for og straffen er forbedringshusarbejde.



Jeg var ruineret, skandaliseret og prisgivet den gemene, løgnagtige smudspresse… Min stakkels overnervøse hustrus livslykke og sindsro i den grad tilintetgjort, at hun var bragt til grænsen af vanvid, min lille datters fremtid formørket og mine gamle forældre så nedbøjede, at deres hjem var forandret til et sørgehus for resten af deres levetid.

Emil Aae



Sensationen homoseksualitet

Emil Aae er netop vendt hjem til København fra en ferie i Vestjylland, da homoseksuelle bekendte fortæller, at de har været til afhøring hos politiet om deres kendskab til trækkerdrenge. Politiet går hårdt til de indkaldte og flere opgiver navne på andre homoseksuelle i byen. Snart bliver Emil Aae også indkaldt til afhøring for at afgive sit eget ”vidnesbyrd” mod homoseksuelle, der mistænkes for erhvervsmæssige utugt – prostitution. De arresterede bliver ført ind én for én og senere genkalder tandlægen sig sin umiddelbare reaktion på de mænd man antager, han kan sættes i forbindelse med.



”De var græsselige og så lidet skikkede til at vække erotiske følelser hos mig, at hvis jeg havde været henvist til at leve på en øde ø uden anden menneskelig omgang end de herrer, sikkert vilde være død kysk og ren som en intakt jomfru.”

Emil Aae

I 1905 har man udvidet straffeloven, da den hidtil ikke har nævnt homoseksuel prostitution med et eneste ord. Straffelovstillægget, der forbyder købesex mellem personer af samme køn, er så at sige frisk ud af trykpressen på det her tidspunkt.

De første mænd bliver anholdt i sommeren 1906 og det fører hurtigt til flere. I pressen konkluderer man fortvivlet, at det mandlige prostitutionsproblem har grebet om sig, men det er dog stadig kun en historie om trækkerdrenge.

Da Emil Aae er til sit første vidnesbyrd møder han kriminalretsassessor Julius Wilcke, der ikke bare bliver en hovedperson i sædelighedsskandalen, men også en hovedperson i Emil Aaes liv. Julius Wilcke går med ildhu ind i arbejdet med at optrevle den homoseksuelle undergrundskultur og i oktober 1907 arresterer han Emil Aae.

På spalteplads har man tidligere forbundet tandlægen med en mandeklub i København, uden dog at nævne ham ved navn. En mandeklub, hvor medlemmerne iførte sig dametøj og henfalden gav sig til at beundre hinandens kroppe.



”Arrestationen af den i går omtalte tandlæge Emil Aae, hvormed en af de uhyggeligste sider af Københavns natteliv drages frem i kriminalrettens lys, har bevirket at gæsterne i den her i bladet tidligere omtalte mandeklub på Nørregade, nu flygter over hals og hoved for at slippe for skandalen.” Middagsposten, 15.11.1906.



Med arrestationen af Emil Aae ruller skandalen for alvor. Julius Wilckes arbejde bliver fulgt tæt og den stadig unge og sensationslystne smudspressen Smudspressen fik sit navn fordi den i ekstrem grad dyrkede sensationelle historier og skandaløse afsløringer. Den dukkede op i Danmark omkring 1898. går i sin dækning tættere og tættere på skandalens mænd, og de leverer dagligt artikler og reportager. Historier der trænger helt ind på livet af alt der kan sættes i forbindelse med de homoseksuelle.

For historiker Cecilie Bønnelycke, kan stemningen hos både medier og offentlighed på den tid bedst bekrives som moralsk panik – en panik over et nyt seksuelt fænomen, der truer den eksisterende samfundsorden. En orden baseret på en kristen og heteroseksuel kønsmoral. Manden er en viril og kvindesøgende befrugtningskraft, som venter indtil ægteskabet med at dyrke sex, og det kun med reproduktion for øje.



Med dagbladet Middagsposten i spidsen øjner sensationsaviserne en mulighed for at sælge aviser på den nysgerrighed, som panik-stemningen afføder. Og avisernes skandalehistorier sender oplagstallet i vejret.

”De var vildt populære og påvirkede en kæmpe skare af mennesker. Mange vidste på det her tidspunkt ikke, hvad homoseksualitet var, og de bliver ikke fremstillet med den store medfølelse. Det er ikke for at skabe en forståelse af de homoseksuelle, at man går tæt på. Det er afgjort formålet at få udstillet den homoseksuelle mand for at kunne sælge aviser.” Siger Cecilie Bønnelycke.

Avislæserne sluger sultent enhver detalje i skandalen, med lige dele forargelse, fordømmelse og nysgerrighed. Homoseksualitet bliver pludselig et fænomen hele samfundet interesserer sig for.

Kampen mod skandalen


Den uhyre skandale blev en sand guldgrube, da alle de hårrejsende løgnehistorier, de hver dag i lange tider serverede deres læsere, slugtes med den største grådighed.

Emil Aae



Da Emil Aae bliver arresteret, er det på baggrund af et afsluttet forhold til Jean Büron, den senere berømte og hyldede Hollywoodskuespiller Jean Hersholt. Jean Büron har røbet, at han og Emil Aae har begået såkaldt omgængelse mod naturen.



I sin arrest er han afskåret fra omverdenen, og han opdager det ikke selv, da han bliver hele skandalens omdrejningspunkt. Mens aviserne beretter i detaljer om hans homoseksuelle livsførelse, forsøger Emil Aae længe at få kriminalretsassessor Julius Wilcke til at løslade ham, så sagen ikke udvikler sig til en katastrofal skandale for Emil og hans familie.



Jeg tiggede og bad ham om dog at betænke, hvilken grænseløs ulykke og sorg han ved at holde mig fast længere, så at skandalen rygtedes, udsatte min stakkels, overnervøse hustru og min uskyldige, lille datter og mine gamle, højtagtede forældre for.

Emil Aae



Emil Aae er søn af en jura-uddannet godsforvalter, og familien tilhører samfundets top i hjembyen Horsens. Hans bror er en succesfuld forretningsmand og opfinder. Da Aae bliver arresteret i København er han selv en velstillet og anset herre, med egen og voksende tandlægepraksis og altså gift og far til en datter. I stedet for forståelse fra myndigheder og presse får Emil Aae en særlig hård behandling, og hans liv bliver udstillet og blotlagt. Blandt andet fortæller tidligere kunder i hans tandlægepraksis i aviserne om deres oplevelser med ham.



”Den behandling han får er altødelæggende. Uden tanke på de personlige konsekvenser det har. Eller også er det netop med tanke på, at hans liv skal ødelægges efter det her.” Siger Cecilie Bønnelycke.

TANDLÆGE Aae & Co: Ungdommens fordærvere og deres Fremgangsmåde


”Tandlægen og hans kompagnoner, som nu sidder velforvarede i arresten på Nytorv, er unægtelig nogle af de uappetitligste fyre, der nogen sinde har siddet bag lås og slå. Udadtil optrådte de som fine mænd, de gode borgere. Og i hemmelighed drev de deres udskejelser.”


I avisernes dækning af Sædelighedsskandalen florerer blandt andet historier om, at Emil Aae skulle have forført yngre mænd – og børn, hvilket han dog aldrig bliver dømt for. I starten af 1900-tallet skaber sagen et enormt røre. En velanset herre fra samfundets bedre borgerskab, der ikke bare havde været en af de prostitueredes forførte kunder. Han havde selv

forført unge - uskyldige - mænd. Det er ifølge historiker Cecilie Bønnelycke derfor Emil Aae bliver udråbt som den helt store skurk og bagmand i sagen. Udover at være en fordærver af ungdommen, har han også svigtet sin samfundsstilling. Man havde forventet mere af en ellers dannet mand.

”Fremgangsmåden, de fine forbrydere anvendte, var altid den samme. De traf de unge fyre på offentlige forlystelsessteder, inviterede dem med hjem og viste dem deres righoldige samling af obskure billeder. På den måde lykkedes det dem at dryppe dem gift i blodet, og snart var de fuldstændig inde i de hemmelige laster?"



Artiklen er meget sigende for den bekymring, der eksisterede i tiden (og som var vidt udbredt så sent som i 50’erne). Man mente nemlig dengang, med rod i lægevidenskaben, at homoseksualitet var et problem, der kunne vokse sig større, hvis ikke det blev inddæmmet. Og at man især i barndommen og ungdomsårene var udsat og kunne ”smittes” af homoseksualitet.

Netop dette aspekt var i lang tid også det eneste den mere etablerede meningspresse, som Politiken og Kristeligt Dagblad, var villige til at diskutere i relation til Sædelighedsskandalen.

”Det var ikke fordi, at de tog de homoseksuelle i forsvar – langt fra. De syntes slet ikke, at man skulle tale om den her sag, af frygt for den effekt dækningen kunne have på den homoseksuelle smitte. Den her ide om, at man kunne forføre og overføre homoseksualiteten til unge ubesmittede mænd.” Cecilie Bønnelycke.



Aae får en særlig slem behandling af pressen. Han bliver udpeget og nævnt ved navn. Tidligere kunder, der er kommet i hans tandlægepraksis, får spalteplads til at fortælle om deres oplevelser med ham. Det bliver såvel udpeget, hvor han bor og hvor han har sin praksis. Sagt på en anden måde: hans liv bliver fuldstændig udstillet og fuldstændig blotlagt.

”Den behandling han får er altødelæggende, uden tanke på de personlige konsekvenser det har… Eller også netop med tanke på, at hans liv skal ødelægges efter det her.” Cecilie Bønnelycke.

Kampen for oprejsning

Emil Aae er usædvanlig som en af sædelighedsskandalen store hovedpersoner. Men han er næsten mere usædvanlig som en af de meget få homoseksuelle, der tør tage til genmæle i offentligheden. Af frygt for retsforfølgelse flygter mange homoseksuelle ud af landet eller dukker nakken og forbliver tavse. Emil Aae udgiver i stedet en bog – et forsvarsskrift – der både går til angreb på kriminalretsassessor Julius Wilcke og forsøger at påvise, hvormed Emil Aae og de andre arresterede, er blevet hyklerisk og uretfærdigt behandlet. Ikke mindst, er det også et opgør med smudspressens fremstilling af både hans egen homoseksualitet og de homoseksuelle generelt.


Så godt som hvert eneste ord af alle de mange, gyselige detailler, bladene – og da navnlig ”Middagsposten”, som naturligvis slugtes med grådighed – fortalte om mig og mine lidelsesfæller, der fremstilledes som sande uhyrer og kaldtes banditter, er Løgn og digt, saa alene af den grund vilde en offentliggørelse af sandheden være paa sin plads..

Emil Aae



Niels Nyegaard fra Aarhus Universitet har netop forsket i den offentlige debat omkring sædelighedsskandalen og han gør opmærksom på, at en anden homoseksuel, politidirektør Carl Hansen, der i kraft af sin stilling også sender en skandaløs trykbølge gennem

befolkningen, har fået lov at komme til orde i pressen og han fører en argumentation, som deler flere træk med Emil Aaes. Begge anklager kriminalretsassessor Julius Wilcke for at have været en uværdig dommer i sagen. Begge prøver at påvise, at de ”på trods” af deres homoseksualitet stadig kan opføre sig som respektable borgere. Og at de ikke matcher pressens fremstilling som stærkt afvigende væsener, så gennemsyret af kønsdrift at de ikke kan styre det, og derfor render gaderne tynde for at kaste sig over unge mænd. Begge står de ved deres homoseksualitet, men som en medfødt abnormitet, sådan som homoseksualitet dengang var defineret af lægevidenskaben. Derfor argumenterer de også for, at fordi de er født med abnormiteten, så kan de ikke gøre for deres homoseksuelle opførsel og burde ikke blive straffet for den.


Når jeg havde offentliggjort mine afsløringer, vilde den offentlige mening forhåbentlig fordre en undersøgelse… Min fader mente, at jeg vilde blive skuffet i mit håb. Han sagde til mig: vent blot ikke det, min dreng, vi har desværre ingen offentlig mening i Danmark i vore dage, den sover… Men jeg kan næsten ikke tro, at mine landsmænd vil vise sig sløve over for den himmelråbende uretfærdighed, der er begået imod mig og mine lidelsesfæller.

Emil Aae



Med bogen forsøger den udskammede tandlæge at rejse sig igen i det københavnske samfund. Men smudspressens dækning har været så knusende, at det er umuligt. ”De homoseksuelle har i forvejen haft svært ved at komme til orde i den offentlige debat. Emil Aae er sammen med andre blevet afvist som folk man ikke kan stole på, fordi homoseksualitet bliver betragtet som en sygdom – og kan man stole på syge menneskers udsagn?” Niels Nyegaard

I sin kamp for oprejsning lægger Emil Aae også sag an mod forhørsdommer Julius Wilcke, som han i sin bog har kaldt et brushoved, der er syg efter berømmelse. Men det er en smal sag for Julius Wilcke at dementere anklagerne mod sig, fordi de kommer fra kriminelle, perverse og abnorme homoseksuelle mænd, der højst sandsynligt er sindssyge og degenererede. Af den årsag, kan vi ikke stole på dem.

Ved rettens dom bliver indholdet af Emil Aaes bog såkaldt mortificeret, erklæret dødt og magtesløst i retslig henseende, og Aae bliver faktisk idømt yderligere tre måneders fængselsophold for hans angreb på Wilcke. Emil Aae er allerede blevet frataget sin praksis, og til sidst forlader han Danmark og tager navneforandring. Emil Aaes liv ligger i ruiner, og han skriver i sin bog om sin løsladelse fra sit forbedringshusophold.



Da tiden for min løsladelse nærmede sig, spurgte flere af personalet mig, om jeg nu ikke glædede mig voldsomt til at få min frihed igen, og jeg måtte da altid svare, at jeg for resten af mit liv havde mistet evnen til at føle glæde over noget som helst.

Emil Aae






Sædelighedsskandalen skød homo-debat i gang

Sædelighedsskandalen bliver historisk ofte fremhævet som det skammelige højdepunkt - eller lavpunkt - for forfølgelsen af homoseksuelle i Danmark.

”Men det kan nuanceres. Det er helt klart sådan et ”højdepunkt”, men det er også her grundstenen for en bredere debat lægges. Skandalen er en forudsætning for de offentlige diskussioner, der kommer senere i århundredet om homoseksualitet, og hvordan man skal forstå det. Og som i sidste ende jo leder til en gradvis større accept” Cecilie Bønnelycke.

Sædelighedsskandalen førte dog i første omgang til fem års pressejagt på de homoseksuelle forførende, besmittende og fordærvende mænd. Det var afsløringen, skandalen og sensationen, der prægede sensationspressens dækningen. Men samtidig gjorde dækningen, at homoseksualitet blev del af den offentlige debat. Da de homoseksuelles nyhedsværdi endelig tager af i 1911 og sensationspressens jagt på dem mindre intens, så bliver fænomenet homoseksualitet stadig heftigt diskuteret i faglige kredse, i juraen og lægevidenskaben.

Der bliver skabt en bred konsensus om, at homoseksualitet er en afvigelse, og at det homoseksuelle begær, selve kønsdriften, er sygelig. Samtidigt bliver homoseksuelle defineret som kønskontrære og per definition kvindagtige.

”Men nu kører der også nye diskussioner. Man diskuterer meget, hvordan vi skal behandle de her afvigere i et juridisk perspektiv. Flere læger og jurister siger, at så længe homoseksuelle kun dyrker sex med andre homoseksuelle, der er voksne, som samtykker og holder sig inden for hjemmets fire vægge, så har vi ikke meget at stille op. Så længe de ikke viser sig for resten af samfundet, er det fint.” Niels Nyegaard En anden position indtager bl.a. en avis som kristeligt dagblad. Her holder man fast i straffelovens totale forbud, og argumenterer for at sex mellem mænd skal straffes, uanset hvor relationen finder sted.



Allerede i 1907, ét år efter at Sædelighedsskandalen har ”afsløret”, at der overhovedet findes homoseksuelle i Danmark, der begynder man at diskutere, hvorvidt homoseksuelle kan retsforfølges. Med lægevidenskabens definition af homoseksualiteten som en sygdom bliver den position styrket og leder over årene til en afkriminaliseringen i 1930.

Tager man de historiske briller af, er der hos Cecilie Bønnelycke dog ingen tvivl om, at de første årtier af 1900-tallet var en frygtelig tid at være homoseksuel i.

”Det er overordnet et negativt billede, der i de år bliver tegnet af de homoseksuelle. Det bliver beskrevet som et forargeligt fænomen, det er mærkelig, sygt og ikke mindst kriminelt. Cecilie Bønnelycke.