Bente Gauguin og Lasse Jakobsen er pensionister og boede i en lejlighed på første sal på Grøndals Parkvej. Da vi møder dem på Frederiksberg tirsdag - fire dage efter storbranden, der hærgede deres lejlighed i Vanløse - har de stadig rygende travlt med at få styr på tilværelsen.
De bor nu hos Bentes søn og har fået lovning på at blive genhuset tæt på deres gamle hjem i den kommende uge. De har kun det tøj, de går og står i. Og de har ikke haft tid til at blive fortvivlede, over alt det de har mistet i branden.
- Vi har heldigvis haft så travlt. Både med alle de praktiske ting, vi skulle gøre, og med alle vores venner – vi vidste slet ikke, at vi havde så mange venner – og de har henvendt sig til os, og spurgt, hvordan det går og tilbudt at hjælpe. Og det samme har vores børn, fortæller Bente Gauguin.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Lasse sov i lejligheden, da branden brød ud, og Bente kunne ikke komme ind og vække ham.
Heldigvis vågnede han og nåede ud, men han havde ikke tid til at tage andet med, end den cykelhjelm han tog på hovedet for at beskytte sig mod glødende bjælker, der faldt ned gennem opgangen, da han flygtede. Men også han insisterer på at se det positive i situationen.
- Før var vi under afvikling, men nu er vi igen i en udviklingsfase – det er vi jo tvunget til, fortæller han med et skævt smil.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Frygten sidder i kroppen
I en hotellejlighed på Vesterbro sidder butikschef Steffen Helmuth Høier og forsøger at få styr på sit og sin kones liv. Steffen kan også godt smile skævt, når deres internetleverandør skriver til dem, at de skal levere deres router tilbage, efter at han har opsagt abonnementet til deres nu forhenværende lejlighed på Grøndals Parkvej.
- Tja, det kommer nok ikke til at ske, siger han.
Han kan også se det næsten komisk håbløse i, at hans bil er skadet af tagsten fra branden, og at han alligevel ikke kan køre i den, for nøglerne ligger i lejligheden.
De har foreløbig fået tilbudt en møbleret genhusningslejlighed i et år, men de er en smule urolige ved at flytte derhen, fordi den ligger på fjerde sal, og det giver dem ondt i maven at tænke på, at de måske ikke vil kunne nå ud, hvis der udbryder brand.
Steffen har forsøgt at være på arbejde onsdag, hvor vi besøger dem, men måtte gå hjem efter to timer. Han har svært ved at sove, og han er begyndt at undersøge forskellige muligheder for at få psykologbistand.
- Tanken om, hvad der kunne være sket, arbejder hele tiden inden i os. Den tærer os op, så det skal vi have en eller anden form for professionel hjælp til, fortæller han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det, der ikke kan købes for penge
Da vi møder Bente Gauguin og Lasse Jakobsen igen torsdag eftermiddag, er de flyttet til et familiemedlems tomme lejlighed for et par dage. Her sidder de nu og laver lister over alt det, de har mistet, og prøver at genskabe og genbestille alle de personlige papirer.
Og her har der trods alt været plads til ærgrelsen over at have mistet uerstattelige ting – ikke bare fra deres eget, men også deres forældres og bedsteforældres liv. Ting, der skulle være gået i arv til familiens yngre generationer.
- Jeg havde for eksempel en samling af postkort fra mine bedsteforældre, hvor man kunne se, hvordan de egentlig mødte hinanden, og skrev kærestebreve til hinanden i starten af 1900-tallet, fortæller Bente Gauguin.
Bente Bang er til daglig næstformand i Finansforbundet i Danske Bank. Hun var selv hjemme, da branden brød ud, men hun nåede kun at redde familiens kat.
Så nu sidder hun i et sommerhus i Asserbo og skriver lister. Lister over alle de ting, der skal dækkes af forsikringen og anskaffes igen. Imens er hendes mand og deres tre voksne døtre taget ind til København for at få udleveret nøgler til den lejlighed, som de skal genhuses i.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
De har også fået udbetalt foreløbig 25.000 kroner af forsikringen, men det er svært at gå ud og købe ting som erstatning for de gamle, der er brændt.
- Et hjem skabes jo af ting, som er anskaffet på forskellige tidspunkter. Fordi det er forskellige lag af ens liv, og det er koblet på nogle forskellige perioder i livet. Sådan bliver det jo ikke nu. Nu bliver det hele bare købt på én gang, siger Bente Bang.
Hendes største bekymring er, at der kan komme til at gå meget lang tid, før det bliver afgjort, hvordan og hvor meget de kan få i erstatning for deres 5-værelses lejlighed, der nu er væk.
- Hvis de bygger det op igen, så kommer der jo til at gå to til tre år, og der kan nå at ske mange ting på så lang tid, siger hun.
Kan se tingene i vinduet - men kan ikke få dem ud
Vi møder også Steffen Helmuth Høier og hans kone, Maria, igen. Det er fredag eftermiddag, altså præcis en uge efter branden.
Denne gang mødes vi på Grøndals Parkvej, hvor et stort hegn er sat op rundt om resterne af etageejendommen, som tre store maskiner er ved at rive ned, bid for bid.
Steffen peger ind på en af lejlighederne helt nede i stueetagen, og hans stemme knækker over, da han fortæller, hvad det er, vi kan se i vinduet.
- Det er pakker til mit barnebarn, som ligger dér i vinduet. Og så er der vores lille PH-lampe, og min kones elskede plante, fortæller han.
Han har nu fået at vide af forsikringen, at der ikke vil blive mulighed for at komme ind og hente nogle af deres ting, fordi det simpelthen er for farligt.
Håber at få vished
Men der er én ting, som de alle glæder sig over: At ingen af de hundredvis af beboere mistede livet i branden.
- Hvis det her var sket om aftenen, så var det gået helt galt, lyder det fra Lasse Jakobsen.
Det samme mener både Steffen Helmuth Høier og Bente Bang.
- Det ville simpelthen have været så forfærdeligt, for så ville det have kostet rigtig mange menneskeliv. Men det gjorde det heldigvis ikke. Det må jo være det, man holder fast i nu, siger Bente Bang.
Og så ser de, ligesom mange andre, frem til at få en afklaring på, hvordan branden kunne bryde ud, og hvordan den kunne brede sig så utroligt hurtigt til hele den store bygning, når den i teorien højst burde kunne rasere en enkelt opgang, hvis brandsikkerhed var overholdt.
- Det kan måske sætte et punktum, som vi jo nok er mange familier, der har brug for. Hvorfor skete det, og kan det ske igen?, lyder det fra Steffen Helmuth Høier.
