Efter rapport om Vanløse-brand: Nyt tiltag skal forhindre lignende storbrand

Bolig- og Planstyrelsen iværksætter en bred informationsindsats for at undgå en gentagelse af Vanløse-branden. Der findes nemlig mange bygninger i København med tilsvarende tagkonstruktioner som den i Vanløse.

Brandsikkerheden efter en tagrenovering var ikke udført korrekt.

Derfor fik ilden lov til at sprede sig med lynets hast, da 130 familier mistede deres hjem under storbranden i Vanløse den 25. marts. Det fastslår en ny rapport om Vanløse-branden, som TV 2 Lorry kunne fortælle fredag.

Der findes imidlertid mange bygninger med tilsvarende tagkonstruktioner i København. Og mange af dem har ligesom bygningen i Vanløse fået renoveret deres tage de seneste årtier.

Derfor iværksætter Bolig- og Planstyrelsen nu en bred informationsindsats for at undgå, at en lignende storbrand gentager sig.

- Vi ved dog ikke, hvor mange bygninger, det drejer sig om. Derfor laver vi nu en bred informationsindsats for at ramme så mange som muligt. I første omgang indkalder vi relevante parter heriblandt Hovedstadens Beredskab og Kommunernes Landsforening (KL)  til drøftelser af, hvordan vi tilrettelægger informationsindsatsen. Hvem er målgruppen? Og hvordan får vi budskabet ud?, siger Charlotte Micheelsen til TV 2 Lorry.

Hun er fagteknisk chef i Center for byggeri under Bolig- og Planstyrelsen, som bestilte rapporten om Vanløse-branden.

Og så har hun også været med til at vurdere, at Vanløse-branden ikke giver anledning til ændring af de nuværende brandsikkerhedsmæssige regler.

Det gør det ikke, fordi det haltede så gevaldigt med brandsikkerheden i bygningen i Vanløse. Og det er også derfor, der nu skal iværksættes en oplysningsindsats, som kan hjælpe bygningsejerne med at lave en gennemgang af lignende tagkonstruktioner i hele byen.

Rådgivere skal gennemgå brandsikkerhed

Bygningsejere og andre relevante aktører skal simpelthen vejledes i, hvordan deres tagrum og tagkonstruktion kan gennemgås for at sikre, at tagrummet har de brandmæssige og korrekt udførte adskillelser, der kan hindre, at en lignende storbrand gentages.

Og er man bekymret for, om det gør sig gældende for en selv, så anbefaler Charlotte Micheelsen, at man tager fat i en rådgiver.

- Hvis man er ejer af en bygning og bekymret for, om brandsikkerheden er god nok, så kan man tage fat på en rådgiver, der kan gennemgå tagkonstruktionen. Det er altid en god idé at gøre det, hvis man ikke er klar over, hvordan brandsikkerheden er. Som lejer så kan man kontakte udlejer, siger Charlotte Micheelsen til TV 2 Lorry.

Storbrand kunne være begrænset

Den førnævnte rapport konkluderer, at branden i Vanløse kunne have begrænset sig til få opgange omkring Grøndals Parkvej 6A, hvor branden opstod og spredte sig fra.

Der  manglede dog både brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen.

Ligeledes var et undertag udført i materialer med stor brandbelastning, og der var gennemgående huller i en brandvæg.

Øget opmærksomhed på brandsikkerhed

Storbranden i Vanløse har allerede fået flere almene boligselskaber til at øge opmærksomheden på brandsikkerhed. 

Det fortalte både AAB, der har knap 20.000 boliger i hovedstadsområdet, og KAB, som administrerer tæt på 65.000 boliger, til TV 2 Lorry i marts.

- Vi mærker bekymring fra beboere og bestyrelser. Der må vi jo henvise til de ting, vi gør. Vi holder også kurser for, hvad man gør, og hvordan man skal agere.

- Det sætter også fokus på, hvad er det er for nogle krav, vi stiller, når vi renoverer, og hele tiden huske på at brand er rigtig vigtigt, sagde Lone Skriver, der er vicedirektør i KAB dengang til TV 2 Lorry.

Forsikringsrådgivere har tidligere oplyst, at det vil tage mellem to til tre år at genopbygge de mange udbrændte lejligheder, og at det vil koste mellem 200-300 millioner kroner.

TV 2 Lorry mødte i maj flere af de beboere, der mistede alt i branden og som nu er begyndt forfra. Dem kan du også møde i et længere indslag nedenfor.

På bare en enkelt eftermiddag i slutningen af marts blev 130 familier gjort hjemløse. På rekordtid spredte ilden sig fra den ene - til den anden ende - af den store gule ejendom. Og opslugte lejlighederne i det 84 år gamle byggeri. Vi følger i Søndagsmagasinet nogle af dem, der mistede alt til branden.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik