Voldsom storbrand hærger fortsat - 90 familier står uden tag over hovedet

En voldsom brand har ødelagt store dele af ejendomskompleks på Grøndals Parkvej i Vanløse. Adskillige opgange er evakueret, og beboere skal genhuses.

Opdatering lørdag klokken 18:32
Artiklen er skrevet igennem med nye oplysninger.

Brandfolk arbejder lørdag aften fortsat på efterslukningen af den omfangsrige brand, der siden fredag eftermiddag har hærget en etageejendom i Vanløse.

Hovedstadens Beredskab fortæller til TV 2 Lorry, at man regner med, at slukningsarbejdet vil fortsætte en stor del af weekenden.

Samtidig oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry, at dele af ejendomskomplekset, der har lidt store skader fra branden, nu rives ned. Beredskabet gik lørdag eftermiddag i gang med at nedtage dele af det udbrændte etagebyggeri, der ligger i krydset mellem Grøndals Parkvej og Godthåbsvej. 

Det siger Jesper Bangsgaard, der er vicepolitiinspektør Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

- Der er tale om dele af taget, der er tilbage, og mure, der er i fare for at vælte udover kørebanen, siger han.

Han oplyser samtidig, at afspærringerne i området er blevet udvidet i forhold til tidligere udmeldinger. De vil blive opretholdt frem til mandag aften.

Afspærringerne betyder, at Godthåbsvej er spærret mellem Sallingvej og Tesdorpfsvej. Grøndalsvænge Alle ud til Enebærvej. Grøndals Parkvej ud til Morsøvej.

90 familier uden tag over hovedet

15 opgange er omfattet af branden, hvis slukningsarbejde krævede fredag hjælp fra over 100 brandfolk fra flere beredskaber samt et større antal frivillige.

Branden, der blev anmeldt fredag klokken 13.47, opstod under taget på en den del af etageejendommen, der ligger ved Grøndals Parkvej 6A. 

Siden bredte den sig hastigt til adskillige opgange.

quote Jeg har været her i 37 år, og jeg har aldrig set en brand som den her

Michael Møller, operationschef

Lørdag eftermiddag er meldingen fra politiet, at man har evakueret familier fra mindst 90 lejligheder. 

Tidligere lørdag oplyste Københavns Politi, at man manglede kontakt til ejerne af 17 tomme lejligheder i byggeriet.

I den forbindelse opfordrede politikredsen til, at ejerne kontaktede politiet, og den opfordring har givet pote.

- Nu mangler vi kun kontakt til beboerne i to af lejlighederne. Vi er meget glade for, at folk et vendt tilbage, siger Jesper Bangsgaard, der er vicepolitiinspektør Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Der er ifølge Københavns Politi ikke registreret tilskadekomne personer ved branden.

Lange udsigter til at ligne bygninger igen

Dronebilleder fra stedet viser lørdag, at store dele af bygningens tag er brændt væk og at bygningen står totalskadet tilbage. Og skal man tro Jesper Bangsgaard, er der da også lange udsigter til, at beboerne kan vende tilbage til deres boliger.

- Der kommer til at går rigtig lang tiden, inden bygningen kommer til at lige en rigtig bygning igen. Vi ved ikke, om man skal bygge det op, eller det skal rives ned, men der kommer til at gå rigtig lang tid, før beboerne kan komme tilbage til deres lejlighed igen, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Vanløse storbrand etageejendom Grøndals Parkvej brandtomt
Ejendommen på Grøndals Parkvej omfattede 130 lejligheder.
Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

Slukningsarbejde kan tage flere døgn

Michael Møller, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, oplyste fredag til TV 2 Lorry, at branden havde bevæget sig fra tagetagen og ned til de underliggende etager.

Han tilføjede, at branden er af meget voldsom karakter.

- Jeg har været her i 37 år, og jeg har aldrig set en brand som den her, sagde operationschefen til TV 2 Lorry. 

Kasper Ninn, er som indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab ligeledes med til at lede bestræbelserne med at få styr på branden. Han fortalte fredag til TV 2 Lorry, at indsatsen kan tage flere dage.

- Vi har svært ved at komme ordentligt ind i bygningen af frygt for nedstyrtning. Det er jo en ejendom fra 1938, hvor der er brugt en del træ i de bærende konstruktioner. Sammenholdt med en brand af det her omfang, skaber det en stor risiko for, at ting kan falde ned og styrte sammen, sagde Kasper Ninn og fortsatte:

- Vi kan sagtens forvente, at der kommer til at gå nogle døgn, før branden er endelig slukket. 

Evakuerede beboere får krisehjælp

Københavns Politi har foretaget evakueringen af de mange beboere i ejendommen. Da TV 2  Lorry talte med vagtchefen fredag kort før klokken 16.00, var politikredsen i færd med at registrere alle de evakuerede.

- Der er etableret et opsamlingssted på den nærliggende Heerup Skole. Her er omkring 60 personer samlet. I samarbejde med Københavns Kommune registrerer vi de evakuerede og for skabt et overblik over behovet for genhusning, lød det fra Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi. 

quote Vi kan sagtens forvente at der kommer til at gå nogle døgn, før branden er endelig slukket

Kasper Ninn, indsatsleder

På Twitter oplyser politikredsen, at den sociale døgnvagt er til stede for at hjælpe beboere, der står til at miste deres hjem til flammerne.

- Vi har desuden sikret, at alle beboerne får mulighed for krisehjælp, da det kan være en stærkt traumatiserende oplevelse at se alt, hvad man har samlet sammen i sit liv gå op i flammer.

(Artiklen fortsætter efter billederne. I galleriet herunder kan du klikke dig gennem fotos fra stedet.)

Genhuses med hjælp fra kommunen

De mange beboere, hvis hjem fredag eftermiddag og aften udbrænder, skal nu genhuses, oplyser politiet.

- Vi har sammen med Københavns Kommune sikret, at de rigtigt mange beboere midlertidigt har et sted at opholde sig og kan få et måltid mad, meddeler Københavns Politi.

Hovedstadens Beredskab får hjælp til indsatsen ved branden fra Beredskabsstyrelsen samt de omkringliggende naboberedskaber Beredskab Øst og Beredskab 4K.

Socialforvaltningen i København oplyser lørdag aften til Ritzau, at kommunen hjælper de beboere, der stadig måtte mangle et midlertidigt sted at bo.

- Den Sociale Døgnvagt (kommunens akutte hjælpeinstans, red.) har været til stede på den skole, hvor man har samlet de mennesker, der som følge af branden i Vanløse har været nødt til at forlade deres hjem.

- Døgnvagtens personale har talt med de tilstedeværende og har til opgave at hjælpe de mennesker, der ikke kan blive genhuset via deres forsikring, lyder det fra Socialforvaltningen i en skriftlig kommentar.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Togtrafikken påvirket

Samtidig er togtrafikken også påvirket af den voldsomme brand. Fra fredag eftermiddag til til lørdag morgen har Linje F på S-togsnettet ikke standser ved Grøndal Station på grund af branden.

Lørdag morgen standser togene dog på stationen igen.

Anden brand i området på få dage

Det er i øvrigt anden gang inden for få dage, at området i Vanløse rystes af en voldsom brand.

Natten til tirsdag udbrændte store dele af Hyltebjerg Kirke i Vanløse, da en flammer ligeledes fik fat i tagkonstruktionen og ødelagde det meste af bygningen.

Her vurderede politiet, at brandårsagen formentlig skyldtes en fejl i elinstallationen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik