Minister besøgte støjplaget kommune: ”Svært for mig at se, at vi ikke skal gøre noget”

Transportminister Benny Engelbrecht var mandag på besøg i Vallensbæk for at høre trafikstøjen med egne ører.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) var mandag var på besøg i Vallensbæk, hvor mange borgere dagligt er plaget af trafikstøj fra både motorveje og den nye Ringstedbane.

Under besøget kom ministeren ikke med konkrete løfter på, hvad han agter at gøre for at dæmme op for Vallensbæks problemer med trafikstøj. Men han anerkendte, at støjen er et problem.

- Det er svært for mig at se, at vi ikke skal gøre noget her, siger Benny Engelbrecht ifølge en pressemeddelelse fra Vallensbæks Kommune.

Anledningen til transportministerens besøg var, at Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) tilbage i efteråret sendte et brev til transportministeren, hvori han kritiserede S-regeringens udmelding om at ville genåbne det trafikforlig, som den forhenværende bogerlige regering indgik i foråret.

Vallensbæk tilgodeset i bogerligt forlig

I VLAK-regeringens forlig er der nemlig allerede øremærket 1,6 milliarder kroner til bekæmpelse af støj fra vejnettet, og i aftalepapiret står Vallensbæk sammen med Hvidovre, Gentofte, Brøndby og Odense øverst over steder, hvor støjbekæmpelse skulle prioriteres.

Men hvis trafikforliget skal genåbnes, frygter Henrik Rasmussen, at Vallensbæk vil blive glemt, og at de politiske forhandlinger vil trække i langdrag.

Vallensbæk-borgmester Henrik Rasmussen (K) er bekymret for, om den nye transportminister vil prioritere støjbekæmpelse på Vestegnen.
Vallensbæk-borgmester Henrik Rasmussen (K) er bekymret for, om den nye transportminister vil prioritere støjbekæmpelse på Vestegnen.
Foto: Vallensbæk Kommune - pressefoto

- Det er simpelthen uholdbart, at vores borgere igen skal afvente en proces med snak og forhandlinger frem og tilbage i Folketinget. Borgerne har brug for løsninger på støjudfordringerne langs statens veje, lød det i brevet fra Vallensbæks borgmester.

Ifølge pressemeddelelsen fra Vallensbæk Kommune udtalte Benny Engelbrecht under dagens ministerbesøg, at han er positiv over for et trafikforlig på tværs af folketingets partier.

Det vil han gerne arbejde for, for sådan en aftale vil være mere langtidsholdbar.

- Hvis vi får indgået en bred infrastruturaftale, vil der stadig være flertal efter næste valg – uanset hvem der er transportminister til den tid, siger Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

Ifølge Vejdirektoratet er mere end 60 procent af boligerne på Vestegnen støjpåvirkede, primært på grund af de statsejede motorveje. På landsplan er kun 15 procent af boligerne plaget af støj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik