Borgmester upopulær blandt kollegaer : "Det er jeg ked af at høre"

En undersøgelse viser, at en stor del af partierne udenfor borgmesterpartiet i Vallensbæk, ikke mener, at den siddende borgmester har gjort et godt stykke arbejde.

Det er ikke alle borgmestre, der er lige populære indenfor rådhusets mure.

På TV 2 Lorry har vi undersøgt hvad kandidaterne, der stiller op fra andre partier end borgmesterens eget, synes om borgmesterens arbejde de seneste fire år.

På listen rangerer Ishøj og Vallensbæk lavest.

På den københavnske vestegn er der ikke en eneste kandidat uden for borgmesterpartiet, der synes, at henholdsvis Ole Bjørstorp (L) og Henrik Rasmussen (K) har gjort det godt.

Det ærgrer den konservative borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen.

- Det er jeg ked af at høre, for jeg bruger meget energi på at være sammen med de øvrige partier. Samtlige budgetter har de andre partier været med på, og vi har været enige om, hvordan kommunen skulle udvikles økonomisk, siger han til TV 2 Lorry.

Den dårlige rangering i TV 2 Lorrys undersøgelse vil borgmesteren dog tage med sig.

- Jeg ønsker at have et rigtig godt samarbejdsklima, og det synes jeg også, jeg beviser med nogle gode resultater. Men det giver også stof til eftertanke om, hvor langt man vil gå i en valgkamp, og om man vil gå efter manden og ikke efter bolden, siger Henrik Ramussen.

Halsnæs i toppen

Den kommune, hvor andre partier synes bedst om den siddende borgmester, er i Halsnæs kommune.

Her erklærer over halvdelen af kandidaterne uden for det magthavende Socialdemokratiet sig delvist eller helt enige i, at Steffen Jensen (S) har gjort det godt som borgmester de seneste fire år. Under hver femte kandidat er uenig eller meget uenig.

Sådan har vi gjort

TV 2 Lorry har gennemgået svar på spørgsmålet “X har været en god borgmester de seneste fire år.”


1.629 ud af 2.458 kandidater i partier, der ikke har borgmesterposten, har valgt at svare på udsagnet. Det svarer til to ud af tre kandidater.


I nogle kommuner kan nogle oppositionspartier være meget store, og hvis de alle har svaret det samme, vil det selvsagt give en større vægt i den ene eller anden retning.

Det glæder borgmesteren:

- Det er klart, når jeg bliver målt og vejet af mine politiske modstandere, og de mener, jeg er god til at samarbejde, bliver jeg super glad, siger borgmester i Halsnæs, Steffen Jensen (S).

- Min fornemmelse er, at de andre partier mener, at de kan komme til byrådet med sager, som også kan komme igennem. At vi ikke fører blokpolitik, men faktisk sætter os ned, og lytter til de andre partier og forsøger at finde løsninger midt imellem, siger han.

Handler om samarbejdsevner

Spørger man valgforsker og professor i statskundskab Robert Klemmensen, kan resultatet være et udtryk for samarbejdsklimaet på rådhusgangene:

- Hvordan borgmesteren håndterer forskellige interesser i kommunalbestyrelsen og processen omkring det, er afgørende for hvordan borgemesteren opfattes. Det kan have betydning for, om man oplever borgmesteren som en man kan lave aftaler med og samarbejde med.

At vi er i et valgår kan dog også spille ind i kandidaters svar, mener professoren.

- Vi er i et valgår, og hvis man er oppositionspolitiker, kunne man godt have en tendens til at vurdere at den siddende borgmester til at klare sig dårligere, end man i virkeligheden mener, siger Robert Klemmensen.

_

_