Borgmester til borgere, der brokker sig over snerydning: Find en skovl

Vallensbæks borgmester opfordrer ressourcestærke borgere til at hjælpe til med snerydning hos naboen i stedet for at brokke sig på Facebook.

Væk fra skærmen og ud på vejen. 

Det er Vallensbæk-borgmester Henrik Rasmussens (K) opfordring til de borgere, der klager over, at den kommunale sneplov er for langsom til at nå frem og rydde sne ved deres hjem. 

- Hvis du er ressourcestærk, så brug da to minutter på at hjælpe din gangbesværede nabo med snerydningen i stedet for at skrive til kommunen. Sneploven starter et sted og slutter et sted. Det er svært at forstå for nogle, men det burde ikke være ulogisk, siger Henrik Rasmussen til TV 2 Lorry.

Han er én af 22 ud af 24 borgmestre i TV 2 Lorrys sendeområde, der mener, at opgaver, som kommunen løser i dag, helt eller delvist kan overgå til borgerne selv.

Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har lavet i forbindelse med, at TV 2 og TV 2’s regioner i denne uge sætter fokus på regel-Danmark under overskriften "Bøvl og Bureaukrati."

Medejerskab er vigtig værdi

Henrik Rasmussen mener, at civilsamfundet gerne må træde til, når der er behov.

- Selv at gøre noget og medejerskab - det er vigtigt. Det er en dansk værdi, som er ved at forsvinde. Det overleverer vi til nogle andre, for vi vil hellere være sure og bekræfte hinanden i, at det er for dårligt i stedet for at gøre en god gerning. Men der er masser af opgaver, som kan løses bedst af borgere i stedet for kommunale midler, siger Henrik Rasmussen. 

"Bøvl og Bureaukrati"

  • I denne uge sætter TV 2 og TV 2s regioner fokus på regel-Danmark. I en rundspørge lavet af TV 2 Nyhederne og TV 2s regioner svarer stort flertal af de deltagende borgmestre, at der er for MANGE regler. Ingen synes, at der er for få.
  • Den ene efter den statsminister har blæst til kamp mod regelrytteriet – også den nuværende - men samtidig kan eksperterne konstatere, at der støt og roligt bliver flere og flere regler.
  • Er det til gavn for danskerne, eller har bureaukratiet taget magten fra sund fornuft og den praktiske hverdag.
  • Det sætter TV 2 og TV 2s regioner fokus på i denne uge.

Der bør generelt være mere fokus på civilsamfundet og hvordan det kan inddrages mere på flere kommunale områder. Blandt andet i forhold til pårørende på ældreområdet. 

- Vi vil gerne frigøre ressourcer, så sygeplejersker, der er uddannet til at varetage pleje for ældre. Så er vi glade for et projekt som ‘Cykling uden alder’, hvor civilsamfundet tager demente med ud at cykle, siger Henrik Rasmussen. 

Stop kreativiteten

I 3F er formand for den offentlige gruppe, Lydia Callesen, yderst skeptisk over for idéen om, at borgere kan overtage opgaver fra kommunen. 

- Borgmestrene skal lade være med at være så kreative. Det er et skråplan, de er på vej ud på. Lad de frivillige passe deres fodbold, håndbold og spejder, og lad lønnet arbejde være lønnet arbejde. Vi har stadig mange arbejdsløse i det her land, siger Lydia Callesen til TV 2 Lorry.

Hun peger blandt andet på at kommunernes specialarbejdere kan løse mange forskellige opgaver i kommunalt regi. 

Her kan du læse endnu mere om borgmestrenes oplevelser af bøvl og bureaukrati i kommunerne. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik