Anja lever af at lave perler - få opskriften på en juleperlegris

Anja Takacs fra Vallensbæk bruger mange timer hver uge på at lave perleplader, og 40.000 følgere ser med, når hun udvikler nye mønstre .

Hun har vænnet sig til det. Det første spørgsmål, hun får fra folk, når hun fortæller, hvad hun laver, er: 

"Hvordan kan man leve af det?"

For de fleste er det svært at forestille sig, hvordan man kan arbejde på fuld tid med at lave perlemøstre til perleplader, som dem, de fleste børnefamilier har liggende i skabet. 

- Når jeg siger, at jeg er perledame, giver det ikke helt mening, at det bare er perlemønstre, jeg laver. Men jeg har en masse følgere. Det er dem, der køber mine bøger og støtter op om det,  jeg laver, forklarer Anja Takacs, der driver Krea By Anja Takacs.

Hun har skrevet otte bøger med perlemønstre. Dyr i perler, påskepynt i perler, Julepynt i perler, fødselsdags flagranker i perler. Avancerede opskrifter for de voksne og simple opskrifter for de helt små børn.

- Når jeg er nogle steder, så er det ligesom perler, jeg tænker på. Med det samme, jeg ser noget, så tænker jeg: Den kan jeg lave i perler, siger Anja Takacs og smiler. 

Julen er en travl tid for hende. For det er nu i de kolde måneder, at mange går i gang med de indendørs sysler og eksempelvis laver julepynt i perler.

Nederst i artiklen kan du se en opskrift på en julegris i perler.

Her ses nogle af Anja Takacs kreationer - en engel og en kane med gaver.
Her ses nogle af Anja Takacs kreationer - en engel og en kane med gaver.
Foto: Morten Bisgaard / TV 2 Kosmopol

Perlepanda og julekone 

Det startede i slutningen af 2015, hvor hun sad sammen med sin datter og lavede perleplader. 

- Hun havde en speciel figur, hun gerne ville lave i perler. Den prøvede jeg at lave, og så satte jeg nogle plader sammen, så den fik lidt størrelse, siger Anja Takacs.

Hun delte resultatet på de sociale medier, og fik mange kommentarer retur. Der var mange, der gerne ville gøre hende kunsten efter. 

- Der blev jeg bare bidt af at lave mønstre til andre også, fordi der var så mange, der gerne ville have det mønster, jeg fik lavet til min datter, siger hun. 

I dag nærmer hun sig 40.000 følgere på Instagram, følgere der lader sig inspirere af hendes univers i perler, men som også sender idéer den anden vej. 

Som eksempelvis da hun sidste år lavede en julemand i perler med tilhørende rensdyr. Hendes følgere syntes, at det var synd for julemanden, at han ikke havde en julekone. Så det har han nu. 

- I år er der kommet en julemor til, så han er blevet gift i år, siger Anja Takacs og viser de to nisser frem.  

Julemand - nu med selskab af en julekone.
Julemand - nu med selskab af en julekone.
Foto: Morten Bisgaard / TV 2 Kosmopol


Et af de vildeste projekter, hun har lavet, er dog en panda i fuld størrelse. En bestilling fra København Zoo, da de skulle have de to pandaer fra Kina.

- Det blev nok lidt mere en pandaunge, men den var stadig på knap 45 plader, og der blev brugt rigtig, rigtig mange perler og mange timer, siger Anja Takacs. 

Det må vist kaldes en perleplade af de større, denne panda.
Det må vist kaldes en perleplade af de større, denne panda.
Foto: Anja Takacs


Her er Anja Takacs opskrift på en julegris med sløjfe:

Et styk julegris i perler, som du kan lave derhjemme
Et styk julegris i perler, som du kan lave derhjemme
Foto: Anja Takacs

Opskrift på julegris

Perler

1 pose hvide perler 

1 pose sorte perler 

1 pose pastelblå perler 

1 pose blå perler 

1 pose rosa perler

1 pose pudderfarvede perler


Sådan gør du :


Lav først alle tre perledele, og stryg hver del for sig selv.

De to aflange dele stryges godt på begge sider, vikles rundt om skaftet på en træske og skyldes derefter under koldt vand.

Selve sløjfen stryges også godt på begge sider, hvorefter du folder hver side ind mod midten og skyller under koldt vand. 

Med en limpistol sætter du de to snoede dele fast under sløjfen, dette gøres nemt ved først at lime sløjfen fast, der hvor du ønsker, den skal sidde, og derefter lime de to snoede dele fast.


Her er mønstret til julegrisen.
Her er mønstret til julegrisen.
Foto: Anja Takacs
Grisens røde sløjfe.
Grisens røde sløjfe.
Foto: Anja Takacs





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik