130 har fået frakendt kørekortet for at fræse forbi vejarbejde

Rigtig mange bilister kører stadig for stærkt ved vejarbejdet på Vallensbækvej i Vallensbæk. Politiet fastholder kontrollen, indtil bilisterne sænker farten.

Syv gange i løbet af de sidste par uger har færdselspolitiet hos Københavns Vestegns Politi været tilstede med en eller flere fotovogne ved vejarbejdet på Vallensbækvej i Vallensbæk. 

For bilisterne har det indtil videre ført til 494 bøder, 154 klip og 130 frakendelser af kørekortene. 

- Jeg er overrasket over omfanget, men vi ved jo godt, at vejen er et problem, og det understøtter vores målinger. Kommunen ved det også godt, og det er derfor, de bygger om derude, lyder det fra Steen Lyth, der er leder af færdselspolitiet ved Københavns Vestegns Politi.  

Den pågældende strækning er tæt på motorvejen, og bilisterne har tendens til at køre for hurtigt der. Derfor er der nu vejarbejde igang, for vejen skal indsnævres fra fire til to spor, og hastigheden sættes ned. 

Hver 11. kører for stærkt

Mens vejarbejdet er igang, må der kun køres 40 kilometer i timen, og det har rigtig mange bilister haft svært ved at overholde.

Faktisk var det kun meningen, at politiets fotovogn skulle holde der i en dag, men fordi så mange gik i "fotofælden", er perioden blevet forlænget af flere omgange.

Indtil videre har politiet derfor været til stede ved vejarbejdet på Vallensbækvej syv gange i løbet af de sidste par uger, og det har tilsyneladende haft en effekt. I sidste uge kørte hver sjette bilist for hurtigt. I går var det kun hver 11.  

- Det betyder i hvert fald, at en større del af bilisterne har forstået det. At hver 11. kører for stærkt er stadig for mange, men på den anden side er en halvering en succes, siger Steen Lyth til TV 2 Lorry.  

Den højst målte hastighed ved vejarbejdet på Vallensbækvej er 87 kilometer i timen. Og politiet kommer fortsat til at være tilstede. 

- Vi kommer til at fastholde kontrollen, lyder det fra lederen af færdselspolitiet på den københavnske vestegn. 

I 2014 blev bøden for at køre for stærkt ved vejarbejde fordoblet. Derudover får bilisterne en betinget frakendelse af kørekortet ved en hastighedsstigning på over 40 procent. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik