Mia blev indlagt for depression i gymnasiet: "Jeg græd uafbrudt"

Der er lys for enden af tunnelen, men det kræver hårdt arbejde. Mød Mia fra vores serie På Trods.

De er klar til livet, der ligger åbent og venter på dem.  Men så går det galt, og modstanden tårner sig op.

I Serien På Trods fortæller TV 2 Lorry om fem unge, der har haft store problemer og udfordringer - men dem har de overvundet. De har klaret sig - på trods.

En af dem er 21-årige Mia Østergaard.

Fuld af gåpåmod, ambition og mod på det liv, der ventede, begyndte Mia i gymnasiet og kastede sig sammen med andre piger ind i kampen om de eftertragtede 12-taller. Men hen over jul begyndte det at gå galt.

- Det endte med, at jeg lige pludselig ikke fik sovet ordentligt - og så en weekend så græd jeg uafbrudt. Det startede med, at det var stress først, og senere blev det til en depression, fortæller Mia, da TV 2 Lorry møder hende i hjemmet.

 

Og så stødte der flere symptomer til - usikkerhed, træthed og en følelse af at hun ikke kunne opnå det, hun gerne ville. Og så en forestilling om pres og forventninger fra forældrene - selv om der ikke var tale om det.

Unge kæmper sig igennem

Mia Østergaard er et godt eksempel på unge, der har kæmpet sig igennem sygdom og modstand - og er kommet ud på den anden side. Hendes viljestyrke vandt - men hun skulle igennem en barsk periode først. 

For den unge kvinde skulle så langt ud, at hun blev indlagt - det skete, mens hun gik i 2.g.

- Der var jeg blevet 18, og så sidder man der blandt voksne mennesker på en depressionsafdeling. Der manglede nogen, man kan snakke med. Det var først, da en af mine forældres nærmeste venner kontaktede Carlos, som er terapeut - og det er den vej, jeg er kommet ud af tingene - via samtaleterapi i stedet for medicin, fortæller Mia.

Og så begyndte det langsomt at gå fremad. Terapeuten fører nænsomt Mia igennem samtaler, hvor han lægger op til, at hun selv besvarer en masse spørgsmål.

Nu tør hun drømme igen

Pludselig var hun kommet så langt og havde nået så meget stabilitet, at hun gennemførte sin gymnasieuddannelse.

- Jeg har vist aldrig grædt så meget som den dag, Mia fik huen på, lyder det fra Birgitte Arnfred, der er Mias mor.

Og med en nyvunden styr på sig selv kombineret med en beslutsom åbenhed om de problemer, hun har haft - så er Mia begyndt at kunne se så langt frem, at hun nu igen tør drømme om fremtiden.

- Jeg har en stor drøm om at skulle noget kreativt inden for guldsmedebranchen eller andet smykkearbejde. Jeg skal lave noget, hvor jeg kan gå på arbejde, og hvor det gør mig glad og giver mig ro - og så lave noget, hvor jeg kan se succeser i stedet for at gøre det, mine forældre har lavet, konstaterer den 21-årige kvinde.

Og så står hun nu med en ganske vigtig erfaring - som andre måske også kan bruge:

- Man kan så meget andet end de der 12-taller. De definerer på ingen måde, hvem du er - og det er ikke det, der bliver lagt vægt på 20 år senere. Når man er ung skal man nyde, at man er ung, siger hun.

Du kan se hele serien På Trods her.

SERIEN PÅ TRODS

Mia er en af fem unge, der fortæller om deres benspænd og jagt på drømmen i serien På Trods.
 

Her kan du også møde 25-årige Malou Westphal, som har sat sig for at udleve sin største drøm trods diagnosen multipel sclerose. 

 

16-årige Sebastian Sørensen fra Farum har Tourettes Syndrom – en kronisk lidelse, som giver ufrivillige motoriske og verbale tics. Efter flere års træning har Sebastian fået minimeret sine tics så meget, at han kan fokusere på fremtiden.

 

28-årige Mads Brix Baulund er næsten blind, og som om det ikke var nok at slås med, så fik han også amputeret en fod efter en togulykke. Alligevel er han fast besluttet på at løbe et maraton.

 

Du kan også møde 17-årige Amalie Pihl. Hun er infantil autist, men sigter målrettet efter en professionel karriere som travtræner.

 

Se hele serien her

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik