Miljøsyndere: Sniffer-apparat fanger din forurenende bil

En ny sladrehank kan snart være med til at afsløre ulovlig forurening fra både personbiler og lastbiler.

Se med i vores udsendelse klokken 19.30, hvor vi stiller skarpt på  problemet med de ulovligt manipulerede biler.

Bilister, der ulovligt manipulerer med deres biler, kan godt begynde at ryste lidt i sikkerhedsselen.

Danske myndigheder har nemlig testet nyt udstyr, der kan sniffe sig frem til, om en bil udleder mere forurening, end den må. På den måde kan udstyret indikere, om en bil er ulovligt chiptunet.

Det er en problematik, TV 2 Lorry de seneste dage har afdækket.

Ved at lægge ny software ind i bilens motorstyring kan man ændre på bilens indstillinger, og eksempelvis slå bilens luftrensningsfilter fra.

Det får bilen til at køre med flere hestekræfter og hurtigere omdrejninger, men bilen risikerer ifølge miljøorganisationen Det Økologiske Råd også at forurene 10-12 gange mere.

Dette har hidtil har været meget svært at afsløre, men som en virksomhed i Ishøj nu kan bidrage til med deres specialiserede udstyr, der kaldes remote sensing.

- Det er et meget præcist system, som måler med over 90 procent sikkerhed. Så det er meget valide data, man får.

- Vi kan indikere, om køretøjet udleder for meget forurening, så politiet får mulighed for at vinke køretøjet ind til yderligere kontrol, siger direktør og medejer af Ishøj-virksomheden NEQ, Jesper Risager Nielsen.

Ulovlig manipulation med bilers ydeevne skal stoppes. Sådan lyder opråbet fra Københavns overborgmester Frank Jensen, der er bekymret for luftkvaliteten i hele hovedstadsområdet.

Tager under et sekund

Spanien har som det første land i Europa allerede taget remote sensing i brug i storbyer som Madrid og Barcelona.

quote - I nogle amerikanske stater måler de over 30.000 køretøjer om dagen.

Jesper Risager Nielsen, dir., NEQ

Teknikken minder på mange måder om en fartkontrol. Et kamera scanner bilens nummerplade og kan via en database slå op, hvor meget den pågældende bilmodel må udlede af røg og gasser.

Derefter passerer bilen mellem et målekammer og en reflektor placeret på hver sin side af vejen. De udsender en ultraviolet og infrarød stråle, der kan måle bilens udledning.

- Det tager under et sekund at tage sådan en måling på et køretøj. I nogle amerikanske stater måler de over 30.000 køretøjer om dagen, forklarer Jesper Risager Nielsen.

Hvad er chiptuning?

Fænomenet, der kan manipulere bilen til at levere flere hestekræfter og hurtigere omdrejninger, kaldes for chiptuning.

 

Det foregår i de fleste tilfælde ved, at man lægger et nyt program ind i bilens computer, kaldet motorstyringen.

 

Det får bilen til at køre med flere hestekræfter og hurtigere omdrejninger, men bilen risikerer ifølge miljøorganisationen Det Økologiske Råd også at forurene 10-12 gange mere.

Politi håber at tage scannere i brug

Over to uger i november og december sidste år testede politiet sammen med Miljøstyrelsen og Færdselsstyrelsen NEQ's remote sensing-udstyr på danske veje. Blandt andet på Køge Bugt Motorvejen.

Hos Færdselspolitiet håber man, det kan blive et redskab i kampen for at afsløre, om en bil er chiptunet.

For hidtil - erkender de - har det ikke været nemt.

- Det er svært, for du kan ikke se det udefra, og du kan heller ikke se det, når du bare kigger ned i motoren, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Berthelsen.

De fleste biler passerer remote sensing-anlægget fuldstændig uforstyrret. Men forurener en bil mistænkeligt meget, får politiet nu en mulighed for at spotte den og tage den ud til kontrol.

- Alt afhængig af hvad det er for en slags køretøj, kan vi enten selv begynde at skille køretøjet ad, eller vi kan blive nødt til at få eksperter til at kigge på det på et eksternt værksted, forklarer Christian Berthelsen.

Ulovlig tuning, der giver bilerne ekstra hestekræfter, er et kæmpe problem for miljøet. Alligevel bugner nettet med tilbud

Positive resultater af tests

Sidste efterårs test var målrettet lastbiler. Af Miljøministeriets rapport fremgår det, at politiet undervejs i testen tog ni mistænkelige lastbiler ud til særlig kontrol.

quote - Vi har haft positive erfaringer med remote sensing. Det er et værktøj, vi kan bruge, men det skal lige tilpasses, så det passer ind i vores arbejdsgang.

Christian Berthelsen, politiassistent

To af de ni viste sig at have ulovligt snydeudstyr monteret, mens yderligere fire lastbiler havde defekter, der fik dem til at forurene langt mere.

Politiet kalder de første erfaringer med remote sensing for positive.

- Vi har haft positive erfaringer med remote sensing. Det er et værktøj, vi kan bruge, men det skal lige tilpasses, så det passer ind i vores arbejdsgang, siger Christian Berthelsen.

Transportminister vil have yderligere tests

Der er fortsat brug for yderligere tests, lyder det fra transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Men han er positiv over for remote sensing som værktøj.

- Jeg håber, det er et effektivt værktøj. Men vi skal lige prøve det yderligere af i Danmark og finde ud af, hvor effektivt det er, og i hvilket omfang vi kan bruge det. Lige så snart vi har gjort det, vil vi sætte det ind på ganske almindelig vis i den danske trafik, hvis det viser sig at være et godt værktøj også i Danmark, lyder det fra ministeren.

Og skulle politikerne ønske at gøre brug af det, kan Ishøj-virksomheden hurtigt være klar til at rykke ud med den skarpe næse.

- Selve systemet er klar til brug i Danmark. Det vil ikke tage mere end 14 dage, så vil vi kunne være i gang med det her, siger direktør i NEQ, Jesper Risager Nielsen.

Der findes ingen officielle opgørelser over omfanget af ulovlig chiptuning. Men Det Økologiske Råd frygter, at op imod hver femte bil, inden for visse modeller, kan være chiptunet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik