TV 2 Lorry søger kreativ digital reporter

TV 2 Lorry har en skarp, velfungerende hjemmeside med gode regionale nyheder. Siden er i kraftig vækst, heldigvis, takket være god, gedigen journalistik. Vi sætter en ære i at finde vores egne historier, der kan være med til at sætte en dagsorden. Vi leverer kun original og ægte regional journalistik. Og vi holder godt fast i de sager, vi åbner, så de bliver løst.

Du har erfaring med at skrive digitalt, og så er du interesseret i det regionale og kan se en værdi i det nære. Du ved, hvad der rører sig. Og så har du en kreativ side og en krøllet hjerne, der kan forestille sig nye måder at fortælle klassisk nyhedsjournalistik.

Vi udvider nemlig holdet med dig, fordi vi gerne vil skabe plads til at give siden mere personlighed og humør. Vi indfører en ny vagt, der går på skift på redaktionen. Vagten har fokus på den særlige, opsigtsvækkende indgang på det, alle taler om. Den kreative brug af video og grafik. Den skøre, dagsordensættende tanke.

Jobbet er tidsbegrænset på seks måneder, men bliver det en succes, er der mulighed for forlængelse/fastansættelse.

Jobbet:
Du bliver en del af den dygtige webredaktion. Holdet består af journalister og to web-producere og en grafiker, der kan hjælpe med den tekniske udførsel af din fremragende idé. Det gør ikke noget, hvis du selv har indsigt i at filme og redigere.

Vi har vagter fra klokken 6 om morgenen til 23 om aftenen, samt i weekenderne.

Vi tilbyder:

  • Et mediehus der ved, at vi skal genopfinde os selv igen og igen. Vi udkommer på web, YouTube, Instagram, Facebook, Twitter, TV 2 og på vores egen kanal
  • En ambitiøs redaktion: Vi vil være bedst til regionale nyheder, og vi har fokus på løsninger og historier, man kan bruge til noget i sin egen hverdag
  • En sjov og afvekslende hverdag
  • En arbejdsplads med et godt miljø og mange sjove og dygtige kolleger

Du:

  • Kan finde og fortælle historier, så de står frem i mængden
  • Er stærk både sprogligt og kreativt
  • Har et skarpt visuelt/grafisk blik
  • Kan samarbejde og arbejde selvstændigt
  • Er grundig og ansvarsfuld
  • Bruger og forstår de sociale medier

Yderligere information:
Dit arbejdssted bliver Allégade 7-9, Frederiksberg, men vi opfordrer alle til også at tage hjemmearbejdsdage i Covid-19s skygge.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte webredaktør Mathilde Fischer Thomsen, maft@tv2lorry.dk, tlf. 60 19 15 59 eller nyhedschef Ninna Kokholm, niko@tv2lorry.dk, tlf. 20 70 30 73.

Send din ansøgning til Job12@tv2lorry.dk senest 20.9.  Vi holder samtaler i uge 39 og 40. Vi håber, du kan starte senest 1.11.2020.

Vi sletter og behandler ikke ansøgninger, hvori der står CPR-nr.

 

Privatlivspolitik:

Her kan du se vores privatlivspolitik for jobansøgere: https://www.tv2lorry.dk/privatliv-job
 

TV 2 Lorry:
TV 2 Lorry er et mediehus i konstant udvikling. Vi arbejder hele tiden på at nå flest mulige af de 2 mio. mennesker i hovedstadsområdet med historier målrettet TV, tv2lorry.dk, Facebook, Instagram, YouTube og Twitter.

TV 2 Lorry er en af 8 regionale TV2-stationer, som hver dag leverer regionalt TV til danskerne.  TV 2 Lorry er den region med flest indbyggere med op til 2 mio. potentielle seere. Stationen har til huse i fredede bygninger på Allégade på Frederiksberg og herfra dækker de godt 90 medarbejdere aktuelle begivenheder i sendeområdet. TV 2 Lorry er primært finansieret af licensmidler og drives i henhold til den gældende public service-kontrakt med kulturministeriet. 
Se mere information på www.tv2lorry.dk