Voldsomt vejr med vindstød af stormstyrke søndag: Her rammer det

Mens den jyske vestkyst får vindstød af orkanstyrke, bliver TV 2 Lorrys område ramt af kraftig blæst med stormstød. Broer risikerer at lukke.

Opdatering søndag klokken 10.45:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger.

Et kraftigt blæsevejr fejer ind over Danmark.

Søndag eftermiddag og aften varsles der om vindstød af stormstyrke i TV 2 Lorrys område, mens den jyske vestkyst kan se frem til vindstød så kraftige, at det kategoriseres som orkanstyrke.

Det oplyser TV 2 Vejret og DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.

DMI har udsendt et varsel om risiko for farligt vejr gældende for store dele af landet - herunder TV 2 Lorrys område - mens der varsles vindstød af orkanstyrke på den jyske vestkyst.

Varsel om vindstød søndag 9. februar 2020. 
Varsel om vindstød søndag 9. februar 2020. 
Foto: TV 2 Vejret

Broer i fare for at lukke

Meteorolog Jens Ringgård Christensen fra TV 2 Vejret understreger, at det værste ventes at ramme Vestjylland, men at især vindretningen kan medføre farligt vejr i hovedstadsområdet.

- Når vi har de her storme, så kommer vinden oftest fra vest. Men i det her tilfælde er vindretningen syd og sydvest. Og det går på tværs af Øresundsbroen, som kan risikere at skulle lukke, siger han til TV 2 Lorry.

På twitter oplyser Øresundsbroen, at der er fare for, at broen lukker fra klokken 14.

- Øresundsbroens trafikcenter følger vejret nøje. Lige nu er der risiko for, at forbindelsen lukker fra 14-tiden på grund af stærk vind. Men vurderingen kan ændre sig. Indtil klokken 23 forventes kraftig vind og stærk vind, skriver broens trafikcenter og opfordrer til, at man følger situationen fra Øresundsbroen hjemmeside.

Allerede klokken 10.40 frarådes vindfølsomme køretøjer at krydse broen.

- Vi fraråder vindfølsomme køretøjer at krydse Øresundsbroen. Anbefalingen forventes at gælde indtil efter midnat, skriver broens trafikcenter på Twitter.

Vejdirektoratet oplyser, at man forventer bedre vindforhold over broen fra omkring klokken 02.00.

Kulminerer søndag aften

Ifølge TV 2 Vejret blæser det op i løbet af søndagen, og fra omkring middag kommer der vindstød af stormstyrke ved Vestkysten.

Vinden tiltager yderligere i løbet af eftermiddagen, og TV 2 Vejret varsler vindstød af orkanstyrke ved Vestkysten fra klokken 16 til 22. I den østlige del af landet kan man forvente stormstød frem til først på natten.

- I hovedstadsområdet ser det ud til at kulminere mellem klokken 18 og 22, hvor det også kommer til at regne meget, siger Jens Ringgård Christensen.

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Risiko for lukkede broer og væltede træer

Vindretningen er fra syd og sydvest, og derfor lige på tværs af Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Det vil føre til restriktioner på broerne, og der er risiko for, at de kortvarigt kan lukke.

De kraftige vindstød ventes desuden at kunne vælte træer, hvilket kan være farligt i trafikken. På grund af den bløde og våde jord er risikoen for væltede træer større end sædvanligt.

- Derfor skal man være meget opmærksom og påpasselig, hvis man skal ud i trafikken. Især i områder, hvor vejen går gennem skove eller forbi træer. Når danskere mister livet i stormvejr, så er det oftest på grund af væltede træer, siger Jens Ringgård Christensen.

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Blæsevejret er kort, men intenst

Årsagen til det kraftige blæsevejr er et stormlavtryk, som søndag middag er placeret lige nordvest for Skotland. Stormlavtrykket er i Storbritannien døbt Ciara, og i Tyskland omtales det som Sabine. Lavtrykket bevæger sig hurtigt, og derfor er blæsevejret også forholdsvist kortvarigt.

Vinden ser ud til at kulminere omkring klokken 19 ved Vestkysten. Her vil der også optræde stormstød i de øvrige landsdele. Bemærk at stormlavtrykket på kun syv timer har bevæget sig fra vest for Skotland til midt mellem Skotland og Norge.

Sent søndag aften aftager vinden ved Vestkysten, men der kan endnu optræde vindstød af stormstyrke i den centrale og østlige del af Danmark. Fra omkring midnat er det kun Bornholm, der endnu har stormstød, måske endda af stærk storm, men først på natten aftager vinden også på Bornholm.

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik