Virologer efter nattens EM-fest: Billederne taler for sig selv

Politiet er tilfredse med nattens forløb, men udelukker ikke justeringer i forhold til semifinalen på onsdag.

Danskerne valfartede ud i gaderne lørdag aften efter sejren over Tjekkiet ved EM.

Bedømt ud fra billederne fra festlighederne landet over, var det ikke til at se, at corona stadig er i landet.

quote - Delta-varianten er meget smitsom, så jeg er ud fra et sundhedsfagligt synspunkt nervøs for, hvad de mange samlede mennesker kan betyde smittemæssigt

Allan Randrup Thomsen, Professor i eksperimentel virologi, Københavns Universitet

Tusindvis af mennesker fejrede semifinalebilletten side om side, uden at skele til de opfordringer om at holde afstand som blandt andet Københavns Politi havde tweetet ud før kampen.

Politi tilfredse med aftenens forløb

Alligevel er politiinspektør ved Københavns Politi Trine Møller tilfreds med aftenens forløb.

- Vi kigger på det store perspektiv. Der var utroligt mange mennesker samlet, og vi har haft en god dialog mellem politi og befolkning.

Hun fortæller, at der i nogle tilfælde var behov for, at politiet gav henstillinger til feststemte mennesker, men at de blevet efterlevet og modtaget i god ro og orden.

- Vi synes, det er forløbet fint, i forhold til hvor mange mennesker, der var ude at fejre sejren, siger hun.

Bekymrede virologer

Hos Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, vækker billederne af de glade mennesker bekymring.

- Delta-varianten er meget smitsom, så jeg er ud fra et sundhedsfagligt synspunkt nervøs for, hvad de mange samlede mennesker kan betyde smittemæssigt, siger han.

Ifølge professoren er det en formildende omstændighed, at mange af festerne foregik udendørs.

- Når vi er ude, bliver udåndingsluften fortyndet, hvilket reducerer risikoen for smitte. Dog ser det ud, som om at Delta-varianten smitter mere udendørs, end de varianter vi hidtil har kendt til.

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, mener, at billederne af danske fodboldfans taler for sig selv.

- Det gode ved det er, at de fleste fodboldfester skete i fri luft, hvilket mindsker risikoen for smitte.

- Det dårlige er, at når så mange mennesker står så tæt, så vil der være en risiko for at skabe en supersprederbegivenhed, siger han.

Kigger på eventuelle justeringer

Danmark skal onsdag spille semifinale mod England i London. Løber Danmark med sejren og en plads i finalen, vil danskerne formentlig igen feste på gaderne.

quote Vi vil nu evaluere og kigge på, om der er noget, man kan justere på i forhold til semifinalen

Trine Møller, Politiinspektør, Københavns Politi

Hos Københavns Politi er man forberedt på det scenarie, siger Trine Møller.

- Vi vil nu evaluere og kigge på, om der er noget, man kan justere på i forhold til semifinalen, siger hun.

Hvilke justeringer, der kan være tale om, vil hun først vurdere, når man har evalueret på nattens begivenheder.

Selvom Allan Randrup Thomsen frygter, at Delta-varianten kan give øget smitte, er han positiv over, at den stigning, der har været i smittede på det seneste, ikke har betydet flere indlagte.

- Vi kan håbe på, at en eventuel yderligere smittestigning ikke vil betyde flere indlagte, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik