Virolog om den delvise genåbning: - Det er et relativt stort eksperiment

Det er uklart, hvor mange børn der er smittet med coronavirus uden at have symptomer.

Hvis samfundet lukker op for børn under 12-13 år efter påske, og det går galt, kan det forsinke hele genåbningen af samfundet. Det siger professor og virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.

- Jeg er ikke sikker på, at regeringens prioritering i denne omgang har været fremmende for, at vi nærmer os en normaltilstand i samfundet, siger Allan Randrup Thomsen til TV 2.

Han mener, det er problematisk, hvis der bliver lukket op for en stor gruppe i samfundet, der har en alder, hvor det kan være svært at kontrollere deres hygiejne og omgang med andre mennesker.

Forskel på børn og voksne

På gårsdagens pressemøde lagde statsminister Mette Frederiksen (S) op til en mulig genåbning af landets vuggestuer, børnehaver og skoleklasser fra 0. til 5. klasse efter påske.

Vurderingen er taget ud fra, at "børn er børn og ikke opfører sig som små voksne", sagde Kåre Mølbak, faglig direktør ved Statens Serum Institut, på gårsdagens pressemøde.

- Af en eller anden årsag er det her tilsyneladende ikke en virus, der er særligt dominerende blandt børn, sagde han på pressemødet.

Derfor er der ikke den samme bekymring over for børnene, som der ellers ville være, hvis det havde været en almindelig børnesygdom, lød det.

Kan forsinke genåbning

Selvom Kåre Mølbak meldte ud på pressemødet, at børn ikke bliver ramt af coronavirussen på samme måde som voksne, er Allan Randrup Thomsen ikke nær så sikker.

Indtil videre har man nemlig kun registreret de børn, der har været alvorligt syge.

Derfor er det uklart, hvor mange børn der går rundt og er smittet uden at have symptomer, siger virologen. Der er ikke nogen data på dem, lyder det, og det kan ifølge Allan Randrup Thomsen få konsekvenser.

- Det er et relativt stort eksperiment, man er ved at lave ved at slippe lige netop den gruppe ud som den første i det danske samfund. Og hvis det nu går galt, kan det forsinke hele processen med at lukke samfundet op, siger han.

Forstår bekymringen

På pressemødet medgav statsminister Mette Frederiksen (S), at beslutningen kan vække bekymring for sygdom blandt både pædagoger, skolelærere og forældre.

- Vi ved selvfølgelig godt, at små børn i vuggestuer og børnehaver ikke kan holde så meget afstand, som vi andre, sagde hun.

Dog lyder det blandt andet fra statsministeren, at børnene skal holde sig udenfor mest muligt, og at rengøringen skal være hyppig og grundig for at undgå smitte.

Den ”kontrollerede, forsigtige og gradvise genåbning” forudsætter, at de eksisterende retningslinjer for, hvordan vi skal holde afstand, vaske hænder og nyse i ærmet, stadig bliver overholdt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik