Virolog om apotekernes antistoftest: - Det er underholdning

Antistoftesten er ikke lige så nøjagtig som en blodprøve, der bliver analyseret på et laboratorium.

Statens Serum Institut (SSI) er skeptisk over for den antistoftest for coronavirus, som udvalgte apoteker i hovedstadsområdet tilbyder.

Svaret på testen kan nemlig give en falsk tryghed, siger Anders Fomsgaard, virolog fra SSI, til TV 2.

quote Får man påvist covid-19, så har man brug for en læge - ikke en apotekerassistent (farmakonom, red.)

Anders Fomsgaard, virolog Statens Serum Institut

Han er betænkelig ved resultaterne af de mange såkaldte quicktests på markedet, som ifølge ham er af meget forskellig kvalitet.

- De hurtige test er ikke lige så nøjagtige som en rigtig blodprøve sendt ind til et rigtigt laboratorium. Der er en høj grad af falsk negative og falsk positive svar. Derfor kan man tro, at man har dannet antistoffer uden reelt at have gjort det, siger Anders Fomsgaard.

Unøjagtig test

Siden onsdag 10. juni har det på flere apoteker i hovedstadsområdet været muligt at købe en test til små 300 kroner. Ved hjælp af en lille dråbe blod fra et stik i fingeren kan man på ti minutter få svar på, om kroppen har dannet antistoffer mod coronavirus.

Men ifølge virolog Anders Fomsgaard er det en testmetode, som ikke kan stå alene.

- Testen er underholdning. Den kan tjene som et supplement, men resultatet skal konfirmeres i et rigtigt laboratorium med en blodprøve, mener virologen.

Anders Fomsgaard påpeger, at antistoftest på apoteket kan være god at bruge på børn, eller hvis man ønsker et hurtigt svar. I så fald skal svaret altid tages med et gran salt.

- Får man påvist covid-19, så har man brug for en læge - ikke en apotekerassistent (farmakonom, red.), siger Anders Fomsgaard.

Resultat skal ikke ændre adfærd

Virologen fra SSI anerkender, at mange danskere gerne vil kende deres status i forhold til covid-19.

Men han understreger, at forskere endnu ikke med sikkerhed ved, om dannelse af antistoffer i virkeligheden giver immunitet mod covid-19.

- Dannelse af antistoffer er ikke ensbetydende med, at man er beskyttet mod covid-19. Det er et udtryk for, at man har været udsat for coronavirus, siger Anders Fomsgaard.

I udgangspunktet mener videnskaben, at man er immun, når man har dannet antistoffer. Men det er ikke muligt at sige, i hvor høj grad man er immun, og i givet fald om det gælder i kortere eller længere tid.

Derfor er det vigtigste ved brugen af en antistoftest, at man ikke ændrer adfærd, hvis man bliver testet positiv og for eksempel ukritisk besøger et plejehjem, siger Anders Fomsgaard.

Ikke ubrugelig

Antistoftesten er dog langt fra ubrugelig.

For den kan ifølge virologen bruges til at give svar på, hvor meget covid-19, der har været i befolkningen i visse landsdele og blandt forskellige grupper af personer.

Og det kan hjælpe myndighederne til at styre den overordnede indsats mod coronavirussen.

- Samfundet skal vide, hvor udbredt coronavirus er. Den enkelte kan vide, at man har været udsat for covid-19, siger Anders Fomsgaard.

Stor interesse

Antistoftesten kan i øjeblikket købes på en række udvalgte apoteker i hovedstadsområdet, men listen vil blive udvidet løbende:

  • Enghave Apotek på Vesterbro i København
  • Dalgas Boulevard Apotek på Frederiksberg
  • Glostrup Apotek
  • Bagsværd Apotek
  • Albertslund Apotek

TV 2 besøgte Bagsværd Apotek onsdag 10. juni, hvor antistoftesten blev solgt for første gang.

Her kunne apoteket fortælle om stor interessere blandt danskerne for at købe testen.

- Det er gået over al forventning. Vi havde slet ikke regnet med, at der var så mange. Vores kapacitet er jo ret begrænset, sagde farmaceut Søren Ringmose-Pedersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik