Virksomhed i Køge kræver tilskud - står på kritisk liste

Virksomhederne vil bruge pengene på at købe nyt udstyr, så de kan drive deres virksomheder med el som energikilde.

Gasforbrugende virksomheder skal ruste sig til at omlægge til el.

Men det er nemmere sagt end gjort, lyder det fra virksomhederne CP Kelco og Kohberg, der begge er afhængige af gas for at opretholde driften.

quote Vi kan ikke nå at få nyt udstyr hurtigt nok.

Jørn Stryger, fabriksdirektør i CP Kelco

For det vil kræve "massive" investeringer, og derfor håber de to virksomheder på nye tiltag fra regeringens side, som kan hjælpe dem med at blive grønnere.

- Vi skal bruge over 100 millioner kroner på at omstille vores ovne til el, og de penge har vi ikke, så der skal tilskud til, siger René Normann Christensen, administrerende direktør i bagerigiganten Kohberg.

Kan ikke nå at få udstyr hurtigt nok

Ligesom Kohberg mangler fødevareproducenten CP Kelco også udstyr, som kan omlægge deres energikilde fra gas til el.

- Vi ønsker at købe elektrificerede maskiner, men det koster mange millioner at købe dem, fortæller Jørn Stryger, fabriksdirektør i CP Kelco.

Af den grund håber han også håbet på at få et tilskud eller blive sparet fra at betale afgifter, så pengene kunne blive brugt på at den grønne omstilling.

Er det samfundets eller statens opgave at sørge for, at I bliver grønnere? Er det ikke jeres eget ansvar?

- Det er absolut vores eget ansvar, og det tager vi på os. Men vi står overfor en tung og stor dagsorden, som vil have os til at skifte hurtigt. Vi kan ikke nå at få nyt udstyr hurtigt nok, lyder det fra Jørn Stryger.

På én time bruger CP Kelco omkring 3150 kubikmeter gas. Det svarer til to hustandes gennemsnitlige gasforbrug på ét år.

Står "i en meget alvorlig situation"

Som følge af krigen i Ukraine har blandt andet EU indført sanktioner mod Rusland, der står for omkring en tredjedel af den europæiske gasimport.

Selvom den russiske gas indtil videre er gået fri fra at være ramt af sanktioner, står Europa stadig i "en meget alvorlig situation".

Det fortæller professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen til TV 2.

- Vi skal være beredte på, at hvis vi som en del af sanktionerne lukker for russisk gas, så er der ingen vej udenom at lukke virksomheder ned, siger han.

Har en plan B

Skulle den russiske gashane til Europa lukkes, har Danmark allerede en beredskabsplan klar i tilfælde af gasmangel.

I en nødsituation er det nemlig virksomheder med det største gasforbrug, der først får skruet ned for gassen til deres produktion for at sikre samfundskritiske funktioner som opvarmning af boliger.

Virksomhederne kaldes "ikke-beskyttede kunder" og inkluderer blandt andre Arla, Carlsberg, Danish Crown og Novo Nordisk.

Også CP Kelco er til at finde på listen. Men de har allerede en plan B klar, som kan sikre deres drift.

- Vi kan skifte til olie og biogas. Men det er ikke så holdbart, for vi skal snakke med miljømyndighederne først, og vi fyrer på gas lige nu, fordi vi gik væk fra at bruge olie som energikilde, fortæller Jørn Stryger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik