Vidste Britta Nielsens børn, at penge kom fra svindel? Det skal retten nu afgøre

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraffe til Britta Nielsens børn. De nægter sig skyldige.

Ejendomme i Sydafrika, dyre springheste, en Land Rover og en andelslejlighed i Hvidovre.

Det er nogle af de ting, Britta Nielsens børn ifølge anklageskriftet har fået eller købt med penge, der stammede fra deres mors svindel.

Men var de klar over, at millionerne var fremskaffet på ulovlig vis?

Det er det, anklagemyndigheden vil forsøge at bevise i løbet af retssagen mod Britta Nielsens tre voksne børn. Den begynder onsdag ved Retten i Glostrup.

32-årige Nadia Samina Hayat er tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed for lidt over 37,2 millioner kroner.

35-årige Karina Jamilla Hayat og 39-årige Jimmy Jamil Hayat er ligeledes tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Karina Jamilla Hayat for knap 3,5 millioner kroner. Jimmy Jamil Hayat for lige under 10,7 millioner kroner.

Sønnen er desuden tiltalt for besiddelse af børneporno.

Stod frem på tv

I anklageskriftet er det gennemgået, hvordan de tre børn modtog og brugte penge fra deres mor igennem en længere årrække.

Alle tre brugte ifølge tiltalen pengene fra Britta Nielsen, selvom de "vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra en strafbar lovovertrædelse”.

Jimmy Jamil Hayat blev anholdt i Sydafrika i Johannesburgs internationale lufthavn 30. oktober 2018 og har siden været varetægtsfængslet. Han har nægtet sig skyldig, men har ellers forholdt sig tavs.

Det modsatte er tilfældet for de to søstre. De har ikke været varetægtsfængslet i sagen, men til gengæld stillede de 14. november 2018 op til et fælles tv-interview på Kanal 5 - seks dage efter at deres mor og bror var blevet udleveret fra Sydafrika til Danmark.

Her afviste de ethvert kendskab til, at deres mor skulle have bedraget Socialstyrelsen for et stort millionbeløb. Men de medgav, at hvis hun har svindlet sig til millioner, ”så har vi fået nogle af dem”.

I dag er Britta Nielsen dømt for at have overført omkring 117 millioner kroner til sig selv i perioden 1993 til 2018, mens hun arbejdede i Socialstyrelsen.

En sparsommelig tilværelse

Ifølge døtrene mærkede de først en ændring i familiens økonomi, efter faren døde i 2005. I deres barndom havde familien levet en sparsommelig tilværelse, og hvis der blev talt om penge, handlede det om at spare, sagde de i interviewet med Kanal 5.

Men efter farens død begyndte familien, det vil sige Britta Nielsen, at bruge penge på ting, den ikke tidligere havde brugt penge på.

Som eksempel nævner døtrene, at ferier før farens død havde været busture og campingferie, men efter tog Britta Nielsen og de tre søskende på 14 dages ferie i Sydafrika med safariture og elefantridning.

De stillede dog aldrig spørgsmål ved, hvor pengene kom fra. De havde den opfattelse, at der var en arv eller en opsparing efter faren.

- Vi har aldrig talt om penge. Vi har aldrig nogensinde talt om penge. Hvor meget tjener du? Hvor meget tjener far? Bare det med at skulle sige, hvor meget har vi arvet? Det har vi slet ikke tænkt på, siger Karina Jamilla Hayat til Kanal 5.

Kræver fængselsstraffe

Den yngste datter, Nadia Samina Hayat, er tiltalt for det største beløb - 37,3 millioner kroner.

Hun har været aktiv springrytter, og hovedparten af millionerne er gået til hestesportsaktiviteter i Holland og Tyskland.

- Hun nægter sig skyldig, siger hendes forsvarsadvokat, Christian Bjerrehuus, til TV 2.

Det samme gælder for hendes storesøster.

- Min klient nægter, at hun har modtaget de beløb, der fremgår af tiltalen, og hun nægter også, at hun har handlet i ond tro, har Peter Secher, forsvarer for Karina Jamilla Hayat, sagt til TV 2.

Sagen mod de tre søskende kommer til at køre samtidig ved Retten i Glostrup fra 4. marts klokken 9.

Der er afsat ni dage til sagen, og der ventes dom 30. eller 31. marts. Anklagemyndigheden vil kræve fængselstraffe til dem alle tre.

De er tiltalt efter Straffelovens paragraf 290, styk 2, som siger, at straffen for hæleri kan stige til seks års fængsel, når det er særlig grov beskaffenhed.

Jimmy Jamil Hayat er også tiltalt efter Straffeloven paragraf 235, styk 2, besiddelse af børneporno. Det kan give bøde eller fængsel indtil et år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik