"Vestegns-trold" sat op i USA - nu rives den ned

Skulptøren Thomas Dambo har bygget en trold på seks meter i en lille by i Colorado. Nu har byrådet revet den ned på grund af klager.

Den danske kunstner Thomas Dambo kæmper i disse dage for at finde et nyt hjem til en af hans skulpturer, trolden Isak Heartstone.

Den seks meter høje trold er bygget af genbrugstræ i forbindelse med udstillingen Breckenridge Creative Arts i Colorado, USA.

I tre måneder har trolden Isak været et tilløbsstykke for store og små fra nær og fjern. Den store succes viste sig dog i sidste ende at blive Isaks endeligt. En række naboer til skulpturen har klaget til byrådet i Breckenridge over trafikgener, affald og støj fra de mange turister, der er kommet til byen for at få et glimt af den godmodige trold. Det skriver The Denver Channel.

De karakteristiske trolde-skulpturer pryder blandt andet naturen rundt omkring Københavns Vestegn, hvor de også er et tilløbsstykke. 

De Seks Glemte Kæmper findes i Rødovre, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Høje Taastrup. Thomas Dambo har selv værksted på Nørrebro i København.

Hovedet er bygget i Danmark

Tirsdag i sidste uge stemte byrådet så for at fjerne Isak Heartstone, og allerede to dage senere gik kommunens folk i gang med at rive skulpturen ned.

- Det er selvfølgelig trist, når man har brugt så meget tid og kærlighed på at lave en flot skulptur, der passer godt ind i naturen. Den har tiltrukket en masse mennesker til området, nogen siger op mod 3000 om dagen, og så river de ham ned, siger Thomas Dambo til TV 2.

Normalt tager det fire måneder for Thomas Dambo alene at bygge sine store trolde, men Isak Heartstone er kommet til verden i etaper. Ansigtet er bygget i Danmark, fødderne i Chicago og resten er bygget på stedet i Breckenridge, Colorado.

Her ses en af De Gleme Kæmper, der blandt andet skjuler sig i skoven i Rødovre, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Høje Taastrup.

Kan ikke forstå beslutningen

De erhvervsdrivende i den lille by har svært ved at forstå byrådets beslutning.

- Oktober og november er to af de mest sløje måneder herude, og det er helt vildt så meget omsætning, trolden har bragt med sig til min butik og andre butikker i området, siger Brandon Munoz, der driver butikken Stir-Pan Creamery i Breckenridge.

Allerede dagen efter byrådets beslutning skrev Thomas Dambo en offentlig bøn på Facebook, hvor han bad folk henvende sig, hvis de havde mulighed for at give Isak Heartstone et nyt hjem.

- HJÆLP MIG MED AT REDDE ISAK HEARTSTONE!! I går (tirsdag i sidste uge, red.) stemte byrådet i Breckenridge for at rive min nye skulptur ned. Flere medier har bedt om min mening, så her er den: Isak Heartstone er en del af en serie på indtil videre 40 genbrugstrolde, der befinder sig i naturen rundt omkring på kloden. Jeg laver disse skulpturer ud af lokalt affaldstræ med hjælp fra lokale frivillige. Jeg laver disse skulpturer for at vise verden, hvor meget potentiale og skønhed, der ligger skjult i vores affald, skriver Thomas Dambo blandt andet.

På de sociale medier får den danske kunstner masser af støtte fra nær og fjern. Og adskillige tilbud fra folk, der vil give Isak et nyt hjem.

- Jeg har nok fået 250 mails og beskeder fra folk, der vil give Isak et nyt hjem. Vi har syv privatbeskeder fra syv borgmestre i området, der også gerne vil have ham. Jeg ville personligt foretrække, hvis han kan blive tæt på Breckenridge, hvor han er kommet til verden, siger Thomas Dambo.

- Vi ser lige tiden an, og så kan det jo være, at de gode folk i Breckenridge kan finde et sted til Isak, hvor han ikke generer helt så mange, siger kunstneren og tilføjer, at det i alt kun var 5 ud af 200 husstande i nabolaget, der havde klaget til byrådet over den store trold.

Thomas Dambos trætrolde befinder sig udover USA i blandt andet Korea, Australien, Mexico og Danmark. Hans værker har flere gange fået omtale i internationale medier.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik