Vejrskifte på vej - fredag morgen kan byde på sne og slud

Sneen vil dog falde som tøsne og kun lægge sig på jorden lokalt i landet.

Efter en november der bød på mildt og gråt vejr - og den del regn - så venter der os i løbet af det kommende døgn et regulært vejrskifte.

Dét lavtryk, som torsdag ligger lige vest for Danmark, og som giver perioder med regn og byger, vil i løbet af det kommende døgn langsomt bevæge sig videre mod øst.

Når lavtrykket natten til fredag efterhånden vil befinde sig øst for Danmark, drejer vinden om i nord, og det sender betydeligt koldere luft ned over landet.

I de hvide områder kan nedbøren natten til fredag gå over i slud og tøsne.
I de hvide områder kan nedbøren natten til fredag gå over i slud og tøsne.
Foto: TV 2 Vejret

Samtidig vil lavtrykkets fronter, som 'slynges' rundt om lavtrykscenteret, fortsat give regn, men i takt med at temperaturen falder, vil nedbøren stedvis kunne gå over i slud og tøsne.

Størst mulighed for sne i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm

Nedbøren vil stort set alle steder starte som regn, og kan for en kort overgang gå over i slud og tøsne. Muligheden for det er til stede i det nordlige Jylland sidst på natten, og fredag morgen og formiddag kan det samme ske i det centrale Nordsjælland.

Fredag morgen kan nedbøren en kort overgang gå over i slud og tøsne i det nordlige Sjælland.
Fredag morgen kan nedbøren en kort overgang gå over i slud og tøsne i det nordlige Sjælland.
Foto: TV 2 Vejret

Jo længere man er fra kysten, jo højere i terrænet man befinder sig, og jo kraftigere nedbøren er, jo større sandsynlighed er der for tøsne.

Mens tøsneen falder, kan den en kort overgang lægge sig på jorden, men den vil hurtigt smelte, da både lufttemperaturen og jordoverfladens temperatur er over frysepunktet.

Fra sidst på formiddagen og indtil først på eftermiddagen kan nedbøren ligeledes blive hvid midt inde på Bornholm. En del af klippeøen befinder sig i 150 meters højde, og da temperaturen falder med cirka én grad for hver hundrede meter, man bevæger sig op, jo større sandsynlighed er der for, at regnen bliver til tøsne.

Sidst på formiddagen og først på eftermiddagen kan nedbøren midt på Bornholm også blive hvid en kort overgang.
Sidst på formiddagen og først på eftermiddagen kan nedbøren midt på Bornholm også blive hvid en kort overgang.
Foto: TV 2 Vejret

Efterfølges af masser af solskin - men kraftig blæst

Så snart lavtrykket trækker endnu længere mod øst - og nedbørsområdet ligeså - åbnes der op for, at kold og klar luft kan strømme nedover Danmark.

Derfor byder resten af fredagen på særdeles smukt og lyst vejr med blå himmel og drivende skyer. Til gengæld bliver det meget blæsende - især over Kattegatområdet, hvor vinden når kulingstyrke, mens vindstødene kan nå stormende kuling.

Forventede snedybder fredag morgen. Kun helt lokalt i det indre Vendsyssel kan sneen lægge sig i et centimetertykt lag. Da jorden - og luften - er over frysepunktet, vil sneen dog hurtigt smelte.
Forventede snedybder fredag morgen. Kun helt lokalt i det indre Vendsyssel kan sneen lægge sig i et centimetertykt lag. Da jorden - og luften - er over frysepunktet, vil sneen dog hurtigt smelte.
Foto: TV 2 Vejret

Kombinationen af kraftig blæst og temperaturer, der i dagens løb kun stiger til tre til fem graders varme, vil få det til at føles som let frost mange steder.

Derefter venter der en weekend, der byder på nogen sol og udbredt nattefrost.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik