Vejede 35 kilo og kastede op hver dag – i dag er teenager danmarksmester i styrkeløft

- Er du ikke bange for at dø?

19-årige Sebine Nielsen fra Jyllinge husker tydeligt, da hendes mor for år tilbage stillede hende det spørgsmål.

Dengang gik Sebine Nielsen i ottende klasse. I løbet af de seneste par år havde hun tabt sig næsten 30 kilo, og hendes kropsvægt var nu helt nede på 35 kilo.

Hun havde ingen energi og ingen livsglæde. Hun var bare ’fuldstændig slukket’, som hun selv beskriver det. Hun spiste stort set ikke, og det, hun spiste, kastede hun op igen.

Men hun var ikke bange. Ikke for at dø i hvert fald, fortalte hun sin mor.

- Mine forældre frygtede, at de skulle miste mig. Og det forstår jeg godt i dag. Men dengang var jeg mere bange for at spise end for at dø, fortæller den i dag 19-årige pige.

Fem år.

Så længe kæmpede Sebine Nielsen mod sin anoreksi. I dag er hun ikke kun normalvægtig. Hun er desuden danmarksmester i styrkeløft, og til april skal hun forsvare sin titel.

Vejen dertil har dog været lang og krævede en vigtig erkendelse: At hun selv måtte tage ansvar for sit eget liv, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

En brækket haleben satte det hele i gang

I Danmark lider omkring 75.000 mennesker af en spiseforstyrrelse, hvoraf 5000 af dem lider af anoreksi. De fleste, der lider af anoreksi, er unge kvinder som Sebine Nielsen.

Det oplyser Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

For Sebine Nielsen begyndte spiseforstyrrelsen i de tidlige teenageår, hvor hun fik det psykisk dårligt.

Det var især, da hun som 13-årig brækkede sit haleben og stoppede som elitesvømmer, at det begyndte at gå skævt, fortæller hun.

Førhen havde hun brugt det meste af sin fritid i svømmehallen, men nu opstod et tomrum.

- Jeg manglede min identitet. Jeg kunne ikke sætte ord på tomrummet, så jeg begyndte at arbejde meget, blive bedre i skolen og blive sundere og pænere. Og til sidst kunne jeg ikke kapere mere, siger hun.

Sebine Nielsen begyndte langsomt at lade være med at spise.

Ikke fordi hun havde et problem med, hvordan hun så ud. Men fordi det var rart at have noget andet end tomheden at fokusere på.

- Jeg kunne kun komme overens med mig selv, når alt fokus lå på at tabe mig. Så slap jeg for at tænke over, at jeg havde det så dårligt, siger hun.

Kunne ikke se sin egen sygdom

Spiseforstyrrelsen tog hurtigt til for Sebine Nielsen, og hun begyndte også at kaste op. I perioder op tre-fire gange om dagen.

Hun forsøgte at holde sin spiseforstyrrelse hemmelig for både sine forældre og venner, men i ottende klasse var hun så udsultet, at hun var nødt til at blive indlagt.

På det tidspunkt vejede Sebine Nielsen 35 kilo.

De første fire dage på hospitalet spiste hun kun et stykke knækbrød og en portion cupnoodles. Hendes hvilepuls var så lav, at hospitalsalarmen hele tiden gik, husker hun.

- Jeg kunne være død. Der var ingen, der vidste, hvordan de skulle tage sig af mig, siger hun.

Alligevel forstod hun ikke selv alvoren.

- Mine forældre trak mig en dag ind foran et spejl og nærmest råbte: Kan du ikke se det selv? Men nej, det kunne jeg ikke. Jeg kunne slet ikke se, hvor slemt det var, siger hun.

I løbet af de otte måneder, hun var indlagt, skete der dog noget. Hun begyndte at indse, at hun var syg, og at hun selv måtte gøre en indsat for at blive rask.  

- Ansvaret blev lagt på mine skuldre, og det var afgørende. Det var, da jeg begyndte at udfordre mig selv til at spise, at det begyndte at hjælpe, siger hun og fortæller, at hun fik stor støtte fra de andre unge, der var indlagt med en spiseforstyrrelse.

- Vi gav ikke sygdommen skylden - vi gav hinanden skylden. Det var, mens jeg var indlagt, at jeg besluttede, at sygdommen ikke skulle blive min identitet. Jeg ville være den glade Sebine igen, siger hun.

Man er nødt til at erkende, at man er syg

Ifølge Sabine Elm Klinker, som er vicedirektør i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, er det en del af sygdommen, at personer med anoreksi ikke selv kan se, hvor syge de er.

- Sygdomsindsigten kommer ofte sent. De får et forstyrret kropsbillede og syn på dem selv, og selvom de er meget syge og ser sig i spejlet, er det ikke sikkert, at de kan se, at der er noget galt, siger hun.

Men det er vigtigt at erkende spiseforstyrrelsen, hvis det skal kunne blive bedre, fortæller hun.

- Det er jo en psykisk sygdom. Man er nødt til selv at indse, at man ikke skal videre ned ad den vej, man er på vej ned ad. For der er ingen, der kan gøre en rask, hvis man ikke selv vil arbejde med sin spiseforstyrrelse, siger hun.

Samtidig understreger hun, at man – hvis man er syg – ikke kan klare det alene.

Derfor opfordrer hun alle, der har en spiseforstyrrelse eller er i tvivl, om de har det, til at kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, som tilbyder forskellige former for hjælp.

En ny glæde  

Da Sebine Nielsen blev udskrevet efter otte måneder, var hun normalvægtig og havde det meget bedre.

Men for ikke at falde tilbage i de gamle mønstre havde hun brug for noget andet at koncentrere sig om end sin kost og sin vægt.

Derfor begyndte hun at styrkeløfte i Roskilde Atlet Klub.

- Jeg havde ikke længere lyst til at måle min glæde med afstanden mellem mine lår eller tallet på badevægten, siger hun og tilføjer: 

- Så jeg ledte efter noget andet, der kunne give mig glæde. Og det fandt jeg i styrkeløftning. Når jeg løftede noget, jeg ikke havde regnet med, følte jeg, at jeg løftede mig selv. Jeg følte mig sejere og sejere for hver dag.

Sebine Nielsen vandt sidste år danmarksmesterskabet i styrkeløft for juniorkvinder i vægtklassen minus 57 kilo, og den 6. april i år skal hun forsvare sit mesterskab.

Hun har det godt, vejer det, hun bør, og kæmper ikke længere med spiseforstyrrelsen, fortæller hun.

- Alle har brug for at have et fokus – og jeg har fundet noget, som gør mig virkelig glad; styrkeløft. Al den dedikation, jeg før havde til spiseforstyrrelsen, har jeg nu overført til noget positivt, slutter Sebine Nielsen.

Få hele historien om Sebine Nielsens kamp mod anoreksien - på TV 2 PLAY