Klokken var omkring 19:00, da 22-årige Stine Louise Hansen trak sin cykel ud mod vejen.
Hun var i godt humør. To måneder tidligere var hun flyttet i en ny, lækker lejlighed, og ved siden af pædagogstudiet brugte hun ofte sin tid på fodbold og fester.
Denne torsdag aften skulle hun se landskampen Danmark-Senegal hos en kammerat.
Hun krydsede vejen med cyklen. Men det næste øjeblik tordnede en bil med over 80 kilometer i timen ind i hende.
Lige der stoppede det liv, som 22-årige Stine var i gang med at opbygge.
Da alt ændrede sig
Stine Louise Hansens historie handler om kampen for at finde og elske sig selv igen, når man ikke længere kan genkende sit spejlbillede.
Den handler også om at finde kærligheden til et andet menneske.
- Jeg havde det liv, alle har som 22-årige. Men det ændrede sig på et splitsekund, siger Stine Louise Hansen.
Hun manglede halvandet år af pædagogstudiet, da ulykken skete. Hendes drøm var at arbejde med udsatte unge, når hun var færdig, og ude i fremtiden selv at skabe en familie.
Føreren af bilen var en 20-årig bilist, der havde lånt sin fars bil. Ifølge politiet kørte han 80 kilometer i timen, hvor fartgrænsen var 50 kilometer i timen.
Otte år efter ulykken har 31-årige Stine valgt at fortælle sin historie i TV 2-programmet ‘Er der også en til mig?’.
Her tager hun på forskellige dates i jagten på kærligheden. Men for at finde den må hun også lære at acceptere sig selv, som hun ser ud i dag.
Ulykken
Det var den 27. maj 2010 på Frederiksberg i København, at hendes liv ændrede sig.
Hun husker ikke selv ulykken. Men ifølge vidner blev hun slynget flere meter hen af vejen og kom i klemme under en parkeret bil.
Jeg kunne ikke græde over det. Faktisk har jeg ikke grædt siden ulykken
Et kærestepar, der viste sig at være politibetjent og hjertesygeplejerske, overværede ulykken, fik hende fri af bilen og genoplivede hende på stedet.
Ambulancen hastede mod Rigshospitalet. Her kæmpede lægerne i lang tid for Stines liv og lagde hende i kunstig koma.
Først fem måneder senere kom hun til bevidsthed igen.
Ikke den samme Stine
Hun husker, at hendes mor og far læste Nynnes Dagbog højt, da hun lå i hospitalssengen.
De vidste på det tidspunkt ikke, om deres datter ville være sig selv, når hun vågnede. Om hun ville kunne genkende dem.
Det viste sig, at hendes hjerne havde fået svære skader, der blandt andet betød, at nervebanerne til hendes ben var revet over, og at hendes sprog var forsvundet.
Til alles lettelse kunne hun genkende både familie og venner. Men når hun så sig selv i spejlet, kunne hun ikke længere genkende sig selv.
- Pludselig vågnede jeg op og var tvunget til at sidde i kørestol. Det havde jeg svært ved at acceptere. Men jeg kunne ikke græde over det. Faktisk har jeg ikke grædt siden ulykken. Det kom ud som vrede i stedet, siger Stine Louise Hansen.
Hun blev hidsig, hvis folk ikke gjorde, som hun dikterede. Samtidig besluttede hun sig for, at kørestolen var midlertidig, og i lang tid kæmpede hun med specialisterne for at blive den samme Stine igen.
Med årene måtte hun erkende, at et liv uden kørestol nok aldrig ville blive en realitet.
Jeg er her stadig
Da TV 2 møder Stine Louise Hansen til et interview i hendes nye lejlighed på Frederiksberg, sidder hun i kørestolen.
Ligesom før ulykken har hun stadig langt lys hår. Selvom hun ikke kan gå, har hun følelse i hele kroppen. Hendes tale er langsommere og smilet mere skævt, men de sarkastiske bemærkninger flyver stadig ud.
- Ukrudt forgår åbenbart ikke så let. Jeg er her jo stadig - heldigvis, siger hun med et smil.
Hun kigger på tatoveringen på sin højre arm. Der står 27. maj 2010 - datoen for ulykken - efterfulgt af et anker.
- Ankeret fik jeg to år efter ulykken. Det står for et håb. Håb for fremtiden og håb i det hele taget.
I dag ved Stine Louise Hansen, at hun er sluppet heldigt, og mange af de negative tanker får hun vendt til noget positivt. Ofte joker hun med det, der ellers er meget trist og tragisk.
- Der var ingen, der troede på, at jeg ville sidde her i dag efter fem måneder i koma. Men jeg er her, og heldigvis har jeg ikke dækaftryk i hele hovedet, siger hun og griner.
Svært at acceptere
Udseendet er stadig et ømt punkt for hende. Hendes negative opfattelse af sig selv kommer især til udtryk, når hun skal have taget billeder.
Derfor har hun ikke lagt fotos ud af sig selv på de sociale medier efter ulykken.
- Jeg har svært ved det, fordi jeg ikke rigtig kan acceptere, hvordan jeg ser ud. Jeg mangler mit gamle jeg og kan ikke se mig selv være smuk i den her situation, siger hun.
I programmet får hun en øvelse, som går ud på at få taget billeder i kørestolen og vælge et ud til de sociale medier. Den udfordring har rykket hendes grænser og givet hende mod på at oprette en profil i datinguniverset.
Fremtiden med mand og børn
Drømmen om at blive pædagog og arbejde med udsatte unge har hun sat på standby. Men drømmen om at få en familie lever stadig.
- En kæreste vil betyde, at jeg vil begynde at føle, at det hele er lidt mere normalt igen. Flere af mine veninder er jo også begyndt at få børn, siger Stine Louise Hansen.
Hun gør det dog også klart, at hun ikke vil have hvem som helst. Han skal være flot, sjov, gerne sportsmand, og så skal han være ligeglad med, at hun sidder i kørestol.
- Han skal elske mig for den, jeg er - og så skal han ville have børn med mig. Selvom han nok kommer til at gøre det meste i forhold til dem, siger hun.
Hun finder sin iPad frem i lejligheden og logger ind på sin profil på dating.dk.
- Ham her skal jeg på date med i næste uge, siger Stine Louise Hansen og smiler, da hun vender skærmen.
I dag er hun kommet tættere på at acceptere sit handicap, og at livet ser anderledes ud, end det gjorde for otte år siden.
- Nu tør jeg nok tro mere på, at der er en derude, der vil elske mig for min skæve mund, siger hun.
