Under EM var boligblokkens facade fyldt med flag – nu er der næsten ingen

James Grievevej blev under EM danmarkskendt som dannebrogsblokken. Nu vil flere beboere ikke flage for VM i Qatar.

Blæsten har fået fat i det meterlange dannebrogsflag, som Nicolaj Thiim Schmidt er ved at fæstne på ydersiden af sin altan.

- Det blafrer så meget, at jeg har svært ved at sætte det fast.

Nicolaj Thiim Schmidt er én ud af to beboere, som allerede, inden VM begynder om fire dage, har hængt flag op på altanen. Men ellers er facaden på James Grievevej i Valby tom.

For i de seneste par dage har debatten i beboernes Facebook-gruppe raset. Flere vil ikke hænge flag op, fordi VM spilles i Qatar, mens andre gør sig mange overvejelser omkring, hvorvidt dannebrog skal op eller ej.

Ifølge Nicolaj Thiim Schmidt er begejstringen for VM faldet efter at have læst debatten i beboernes Facebook-gruppe, hvor mange ikke vil flage på altanerne.
Ifølge Nicolaj Thiim Schmidt er begejstringen for VM faldet efter at have læst debatten i beboernes Facebook-gruppe, hvor mange ikke vil flage på altanerne.
Foto: TV 2

Tilbage i 2021 under EM-slutrunden var tonen blandt beboerne anderledes. Her hængte stort set alle beboerne flag fra deres altaner for at støtte herrelandsholdet, og James Grievevej blev landskendt som dannebrogsblokken.

- Det var megafedt. Det skabte en følelse af sammenhold, når vi sammen hængte flag op og jublede fra altanerne, når Danmark scorede, siger Nicolaj Thiim Schmidt og peger ud mod altanerne, hvor flagene hang.

- Det ville være nemmere at udpege de to altaner, der var flagløse, siger han med et smil på læben.

Nu er de flagløse altaner i overtal, og sådan forbliver det også, hvis man lytter til beboerne.

I naboopgangen bor Christina Dalby. For knap halvandet år siden prydede dannebrog også hendes altan under EM, men sådan bliver det måske ikke i år. Hun er stadig i tvivl.

- Jeg synes, at det er et forkert signal at sende. For mig gav det bedre mening under EM – det var i København, og alle var involveret. Denne gang er det en hvepserede.

PERSPEKTIV - Danskerne er splittet om VM

Det er ikke kun i dannebrogsblokken i Valby, at meningerne er delte omkring VM i Qatar.

Den danske befolkning er splittede om spørgsmålet om, hvorvidt det danske herrelandshold bør boykotte det kommende verdensmesterskab i Qatar eller ej.

I en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2, svarer 43 procent ja til boykot, mens 40 procent af danskerne mener, at Danmark bør deltage i VM.

Og der er noget, der tyder på, at flere danskere vælger VM helt eller delvist fra.

25 procent af dem, der så VM i Rusland i 2018, svarer, at de enten vil se færre eller slet ikke nogle af kampene fra Qatar. 46 procent vil se det samme antal eller flere kampe. 

Ifølge The Guardian har flere end 6750 migrantarbejdere mistet livet i Qatar siden VM-tildelingen i 2010. Mindst 37 af dødsfaldene er direkte forbundet med stadionbyggerierne, skriver avisen.

Og kan vi virkelig tillade os at fejre VM, der spilles i et land, som er ansvarlige for flere tusinde migrantarbejderes død – og som ikke tillader homoseksualitet, spørger Christina Dalby.

- Jeg vil gerne støtte op om landsholdet. Men jeg vil ikke støtte det, der er foregået og foregår i Qatar. Og desværre går de to ting hånd i hånd. Som enkeltperson kan jeg kun vælge at lade være med at flage og se kampene. Men jeg har ikke besluttet mig endnu.

Louise Larsen vil stadig se kampene på tv, men vil ikke støtte med et flag på altanen.
Louise Larsen vil stadig se kampene på tv, men vil ikke støtte med et flag på altanen.
Foto: TV 2

Louise Larsen, som bor på fjerde sal, er fuldstændig afklaret. Hun vil ikke flage på altanen. Hun mener ligeledes, at det er problematisk, at VM bliver afholdt i Qatar.

- Jeg hænger ikke flag op i år. Men hvis VM havde været afholdt et andet sted, så ville jeg helt sikkert have gjort det, fordi jeg også bor i en opgang, som blev kendt for det under EM.

Støtter landsholdet, ikke Qatar

Men støtter man Qatar, hvis man hænger flag på sin altan?

- Nej, man støtter Danmark. Det er det danske flag, vi hænger op.

Sådan lyder det kontant fra Emil Gregersen, der lige er kommet hjem fra arbejde og er trådt ind ad døren til sin lejlighed på James Grievevej. I skabet ligger dannebrogsflaget fra EM klar til at blive hængt op.

Emil Gregersen får kuldegysninger, når han husker tilbage på EM i 2021.
Emil Gregersen får kuldegysninger, når han husker tilbage på EM i 2021.
Foto: TV 2

Han har selv deltaget i debatten på beboernes Facebook-gruppe, som han beskriver som ”betændt”.

- Folk har stærke meninger og holdninger. Personligt håber jeg bare ikke, at det kommer til at gå ud over fodboldspillerne. Det er en folkefest på verdensplan at følge sit eget landshold. Så jeg synes, at vi skal støtte vores danske drenge, så meget vi kan, siger Emil Gregersen.

Han håber, at stemningen bliver som under EM i 2021:

- Det var ren eufori at komme hjem og se flagene hænge på altanerne. Når man ser sit eget flag, så er det helt specielt. Det er et stærkt minde, jeg aldrig vil glemme.

En skjult besked til Qatar

Det vil hans overbo Nicolaj Thiim Schmidt heller ikke. Han kan dog ikke forestille sig, at folkefesten på James Grievevej bliver den samme:

- Mange har valgt at boykotte VM. Derfor bliver det ikke det samme som EM i 2021. Det var helt specielt, siger han.

To flag hænger nu på facaden til den tidligere kendte dannebrogsblok.
To flag hænger nu på facaden til den tidligere kendte dannebrogsblok.
Foto: TV 2

Selvom Nicolaj Thiim Schmidt har hængt flag op på altanen, har han splittede følelser omkring verdensmesterskabet. Han kalder sig stor fodboldfan, men samtidig er han stor modstander af forskelsbehandlingen af LGBTQ+-personer, styret og behandlingen af migrantarbejdere i Qatar.

- Jeg er indforstået med, at det kan virke rimelig hyklerisk. Men jeg har fundet en mellemvej, som jeg kan se mig selv i.

Han har planer om at skrive en tekst med sort tusch i det hvide felt på flaget, der skal mindes de over 6500 migrantarbejdere, der har mistet livet i Qatar. Han har også bestilt et regnbueflag på nettet, som skal hænge ved siden af Dannebrog.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik