Ukrainsk familie med nyfødt baby har fået afslag på ophold: - Jeg græd som et barn

Flere politiske partier stiller nu spørgsmålstegn ved den særlov for ukrainere, som de selv har stemt for.

Et ukrainsk par og deres nyfødte baby er kommet i klemme i de danske asylregler.

Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskyi har fået afslag på ophold i Danmark af Udlændingestyrelsen efter den såkaldte ‘ukrainerlov’, fordi de er flygtet for tidligt fra deres krigshærgede hjemland.

quote Det hele faldt bare sammen. Jeg græd som et barn

Daryna Ruzhytska, keramiker

Parret flygtede fra Ukraine 25. januar, hvor de russiske tropper stod langs grænsen til deres hjemland.

Men den danske særlov giver kun lovligt ophold herhjemme, hvis man er udrejst efter 1. februar 2022. Dermed er Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskyi ifølge de danske regler flygtet en uge "for tidligt".


Efter et ophold i Spanien kom Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskyi til Danmark 30. marts, hvor Daryna tidligere har gået på højskole.

Ifølge parret havde flere af deres venner fået oplyst af Udlændingestyrelsen, at familien kunne forvente ophold herhjemme.

Men de danske regler betyder, at det ukrainske par ikke længere har lov til at opholde sig i Danmark.

Hjerteskærende sag

Deres søn Arthur blev født 21. juli, og dagen efter fik parret afslag på ophold.

- Det hele faldt bare sammen. Jeg græd som et barn, siger Daryna Ruzhytska til TV 2.

Parrets søn, Arthur, blev født 21. juli.
Parrets søn, Arthur, blev født 21. juli.
Foto: TV 2

Oleksii Ruzhytskyi uddyber situationen:

- Vi var allerede konstant stressede, så det knækkede os helt. Især Daryna. Hun var lige kommet fra hospitalet, siger han.


Den lille ukrainske familie står nu uden rettigheder. De har ingen cpr-numre, deres baby er ikke registreret i de danske systemer.

quote Der er tydeligt nogle mennesker, som er kommet i klemme her

Carl Valentin, udlændingeordfører SF

Med afslaget har Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskyi heller ikke længere ret til hverken velfærdsydelser, bolig eller arbejde.

Det ukrainske par har klaget over afgørelsen fra Udlændingestyrelsen, og mens de venter på svar, har Hvidovre Kommune givet dem husly.

- Det er en hjerteskærende sag, og jeg kan ikke forstå, at det er en dato, som skal bestemme, om vi som kommune skal hjælpe dem, siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF) til TV 2.

Særlov ændret tidligere

Situationen får nu flere politiske partier til at stille spørgsmålstegn ved den særlov for ukrainere, som de selv har stemt for.

Det siger SF, Radikale Venstre og Venstre til TV 2.

'Ukrainerloven' blev vedtaget 16. marts i Folketinget, men skæringsdatoen, for hvornår ukrainere kan søge om ophold herhjemme, er allerede blevet ændret én gang.

Datoen blev tidligere på året ændret fra 24. februar til 1. februar, så flere ukrainske krigsflygtningefamilier kunne få hjælp.

SF kræver større smidighed

SF's udlændingeordfører, Carl Valentin, mener, at særloven bør være mere smidig.

- Der er tydeligt nogle mennesker, som er kommet i klemme her. Problemet her er manglen på fleksibilitet. Myndighederne kigger ikke på den enkelte sag, men lægger sig hårdt fast på en bestemt dato, siger han.

Radikale Venstre er enig i, at de danske udlændingemyndigheder igen bør vurdere den konkrete sag for det ukrainske par.

Ifølge Kathrine Olldag, der er partiets udlændingeordfører, havde de radikale oprindeligt foreslået, at skæringsdatoen for 'ukrainerloven' skulle være 1. januar.

- Allerede i starten af januar kunne vi se, at konflikten begyndte at tilspidse, siger hun.

Kathrine Olldag mener, at politikerne sagtens kan gå ind og justere på den nuværende lov endnu en gang.

Også Venstre mener i lighed med SF og Radikale Venstre, at man bør kigge på de individuelle sager.

- Vi har flere sager, hvor man kan se, at par eller enkeltpersoner er flygtet fra krigen. De skal selvfølgelig også have mulighed for at komme ind på særloven, siger partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede.

En uvis fremtid

Fremtiden for den lille ukrainske familie i Hvidovre er lige nu uvis.

Da parret har klaget over afgørelsen, kan de blive i Danmark, indtil der kommer svar fra Udlændingestyrelsen. Deres håb er, at sagen kan hjælpe andre ukrainere i nød.

- I dag har vi tag over hovedet og noget at spise. Vi er så taknemmelige for alt det, vi har, siger parret.


Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskyi påskønner den hjælp, som de har fået af Hvidovre Kommune.

Men den ukrainske familie mangler sikkerhed for, hvor deres fremtid ligger.

- Den ligger i vores hjemby nord for Kiev, men ikke lige nu, siger de.

TV 2 har lørdag uden held forsøgt at få en kommentar til sagen fra den udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik