Ubehøvlede passagerer får togfører til at sige stop - nydelig herre uden billet var dråben

Togfører oplever hver dag modstand og ingen smil fra passagererne. Derfor vil hun ikke mere efter næsten to årtier i branchen.

Ubehøvlede togpassagerer, skub og sågar slag er blot nogle af de ting, som togfører Lisbeth Andersson har oplevet i sine 17 år hos DSB.

I alle årene har hun ellers været taknemmelig for at have en arbejdsplads, der tog hende rundt i hele landet. Men der er efterhånden langt imellem de gode oplevelser.

Og derfor kørte Lisbeth Andersson fredag sin sidste tur i den blå uniform, efter den berømte dråbe fornylig fik bægret til at flyde over, fortæller hun i ’Go’ aften Live’.

- Det var egentlig en konkret situation i toget med en nydelig herre og hans kone, der skulle til lufthavnen. De havde kun en kopi af deres kvittering på telefonen og ingen billet, fordi den ikke var kommet. Det er, hvad der kan ske, men det var hans holdning, at det kunne han ikke bruge tid på, det var mit problem, siger hun.

Fik en på hovedet af psykisk syg

Selvom Lisbeth kan fortælle om en psykisk syg, der gav hende en på siden af hovedet, og nogle drenge, der har slået hende, fordi de ikke ville have en afgift, så er det ikke dét, der fylder mest for hende.

Lisbeth Andersson tror ikke, folk forstår, hvad hendes arbejde går ud på. Det handler nemlig lige så meget om at hjælpe og vejlede som at tjekke billetter.
Lisbeth Andersson tror ikke, folk forstår, hvad hendes arbejde går ud på. Det handler nemlig lige så meget om at hjælpe og vejlede som at tjekke billetter.
Foto: Go' aften Live

For herren med kvittering frem for billet er langt fra et enestående tilfælde.

- Det kan lyde som en lille ting, men det var attituden omkring det, og den møder jeg mange gange om dagen, siger hun.

Togføreren oplever, at folk i toget i stigende grad bliver irriterede over, at de skal vise deres billet, og Lisbeth Andersson mærker en decideret modstand fra mange, når hun er på arbejde, fortæller hun.

Ifølge hende er der flere af kollegaerne, der har det på samme måde, og fordi det sker så sjældent, er det ligefrem et samtaleemne, når en af dem får et smil med på vejen.

DSB har fokus på forebyggelse af vold

’Go aften Live’ har været i kontakt med DSB, der fortæller, at man især tager de voldelige episoder meget alvorligt.

- Vi har de seneste fem år oplevet et fald i alvorlige hændelser, der fører til sygefravær.

- De senere år har vi også haft stor fokus på forebyggelse af vold, blandt andet med efteruddannelse i konflikthåndtering, lyder det i en udtalelse fra DSB.

Har opfordring til passagerer

Men det har ikke været nok, og der er simpelthen blevet for langt til de gode oplevelser, hvor man bliver værdsat for det arbejde, man rent faktisk gør, mener Lisbeth Andersson.

Hun opfordrer folk, der benytter sig af togene eller anden offentlig transport til at løsrive sig fra deres Youtube-videoer, være mere nærværende og finde billetten frem i ordentlig tid. Og så huske, at togføreren bare gør sit arbejde.

Havde hun stadig oplevet det på sine ture, var der ingen tvivl om, at hun stadig ville have mange hundrede kilometer tilbage på de danske jernbaneskinner.

- Ja, det ville jeg, siger hun bestemt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik