Partiledere skal til møde med ministre - støttepartier vil sænke forsamlingsloftet

SF ønsker, at det danske samfund skal lukkes mere ned, så den britiske mutation af coronavirus ikke spredes yderligere herhjemme.

Folketingets partiledere skal tirsdag klokken 11.30 mødes med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S). Det erfarer TV 2.

På det virtuelle møde, der er berammet til en time, skal den aktuelle coronasituation diskuteres.

- Det er en skærpende omstændighed, at det er partilederne, der skal mødes, siger TV 2s politiske reporter Sverre Quist.

Mandag var det sundhedsordførerne fra Folketingets partier, der var til møde med regeringen om coronasituationen.

Dermed kan der være yderligere stramninger på vej herhjemme, da en orientering af partilederne tidligere har betydet, at danskerne har skullet vænne sig til en ny virkelighed i forsøget på at bekæmpe coronavirussens udbredelse.

- Men intet er sikkert endnu, siger Sverre Quist.

Forsamlingsforbud kan sænkes

Støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale har tirsdag morgen efterspurgt yderligere foranstaltninger til at bekæmpe coronasmitten i samfundet.

Partierne har blandt andet foreslået at sænke forsamlingsloftet fra de nuværende ti personer.

Ifølge SF, Enhedslisten og Radikale Venstre bør forsamlingsforbuddet sænkes yderligere, så det kun bliver tilladt for fem personer at mødes.

Bekymring for mutation

Regeringens støttepartier er bekymrede for en meget smitsom britisk variant af coronavirus kaldet B117.

På Twitter skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr:

- Vi er nødt til at lukke samfundet mere ned på grund af den britiske mutation af covid-19. Udviklingen er dybt bekymrende.

Ifølge SF bør regeringen derfor indføre nødpasning i daginstitutionerne.

Indrejseforbud skal udvides

Den muterede, britiske variant af coronavirus har de seneste uger spredt sig med stor hast i England, og den frygtes at kunne spredes herhjemme på lignende vis.

Det har fået regeringen til at skærpe restriktioner for rejsende til og fra Storbritannien.

Fra mandag 4. januar frarådes alle rejser til Storbritannien - også erhvervsrejser, der ellers tidligere har haft en særstatus.

Samtidig har regeringen indført krav om, at alle flypassagerer fra Storbritannien skal fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end 24 timer gammel.

Enhedslisten ønsker at udbrede indrejseforbuddet til Danmark til at gælde alle lande, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.

- Så undgår vi, at vi får importeret mere smitte, der kan presse vores kapacitet i de næste måneder, hvor vi får vaccinen rullet ud.

Nordjylland hårdest ramt af muteret virus

Til og med mandag 4. januar har 86 danskere fået konstateret den engelske coronavirus B.1.1.7.

Langt de fleste tilfælde er fundet i Region Nordjylland.

Børnehaven Bikuben i Aalborg har været hårdt ramt, da mindst fem personer - ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed - er konstateret smittet med den britiske variant.

Statens Serum Institut vurderer, at det reelle antal af danskere, der er smittet med den engelske variant, er langt højere - omkring ni gange.

Det skyldes, at Statens Serum Institut kun undersøger 3000 til 5000 positive coronaprøver om ugen for den engelske variant.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik