Toårig blev forbrændt på efterladt engangsgrill – nu kommer mor med opråb

Hver sommer bliver børn forbrændt på efterladte engangsgrill i Danmark, forklarer overlæge på brandsårsafdeling.

Det var en almindelig dag i parken, da Mette Grann Lemckes toårige søn, Albert, løb rundt på græsset omkring deres tæppe og legede.

Ud af øjenkrogen nåede Mette Grann Lemcke netop at se, at sønnen løb over noget, der lignede en jordbunke, før der lød et skrig fra sønnen.

- I næste sekund kan jeg se, at han tager sig til fødderne, knækker sammen og bare skriger, som jeg aldrig har hørt ham skrige før, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Albert i parken før han blev forbrændt.
Albert i parken før han blev forbrændt.
Foto: Privatfoto

Da hun kom over til sin søn, kunne hun se, at han havde trådt på en bunke kul, som nogle havde forsøgt at gemme under en bunke jord.

Mette Grann Lemcke og hendes kæreste begyndte at hælde vand på Alberts fødder som det første. Der kunne de se, at huden allerede var begyndt at falde af, og her gik det op for dem, at det var alvorligt.

Albert sover i sin mors arme, mens han er indlagt på hospitalet.
Albert sover i sin mors arme, mens han er indlagt på hospitalet.
Foto: Privatfoto

De løb til den nærmeste café for at få en spand med koldt vand til Alberts fødder, og derefter kørte de til Hvidovre Hospital. Albert blev flyttet videre til Rigshospitalet, hvor han var indlagt i en uge.

Oven på ulykken opfordrer Mette Grann Lemcke til, at man sørger for at slukke sin grill eller sit bål helt, inden man forlader det, så andre børn ikke skal opleve det samme som Albert.

Forbrændinger hver sommer

Der findes ikke et konkret tal på, hvor mange børn og voksne der ligesom Albert bliver forbrændt på efterladte engangsgrille eller bål, men ifølge overlæge på Rigshospitalets brandsårsafdeling Jennifer Drejøe er det noget, der sker hver sommer.

Hun forklarer, at bålpladser og især engangsgrill kan være farlige, også efter man har fjernet dem.

Jennifer Drejøe er overlæge på brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.
Jennifer Drejøe er overlæge på brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.
Foto: TV 2

- Selvom man har fjernet dem, kan græs og især sand være enormt varmt bagefter, og så løber børnene ned i det med bare tæer og får forbrændinger, lyder det.

Jennifer Drejøe forklarer samtidig, at andengradsforbrændinger, som Albert fik, er alvorlige og kræver behandling. Ofte vil huden hele sig selv over tid, men det kan i nogle tilfælde kræve hudtransplantationer, hvis det er dybe andengradsforbrændinger.

Brandskader i Danmark

I Danmark søger cirka 12.000 personer lægebehandling for forbrændinger hvert år, mens omkring 80 mennesker omkommer i brandulykker.

De fleste brandskader behandles i hjemmet, hvor de fleste brandskader ligeledes sker, men cirka 300 mennesker må hvert år indlægges på et sygehus med brandskader.

Forbrændinger rammer oftest børn i alderen nul til to år, hvor skoldning er den hyppigste årsag.

Kilde: Sundhed.dk

Det vigtigste, man først skal gøre, er, som Mette Grann Lemcke gjorde, at hælde vand på forbrændingen. Men det må ikke være for koldt, lyder det.

- Det giver ikke mening at bruge isvand. Man risikerer at blive nedkølet, hvis det er flere steder på kroppen, man er forbrændt, så bare tempereret vand er fint, forklarer hun.

Mette Grann Lemcke frygtede, at Albert aldrig ville komme til at gå og løbe igen, efter han fik dybe andengradsforbrændinger fra engangsgrillen.
Mette Grann Lemcke frygtede, at Albert aldrig ville komme til at gå og løbe igen, efter han fik dybe andengradsforbrændinger fra engangsgrillen.
Foto: Privatfoto

Kommer med opfordring

Det er nu mere end 14 dage siden, at Albert brændte sine fødder. Han er i dag i bedring og kan stå op, og torsdag skal lægerne se, hvordan det går med helingen.

Albert leger med sæbebobler på hospitalet.
Albert leger med sæbebobler på hospitalet.
Foto: Privatfoto

For Mette Grann Lemcke har det været et stort chok, at hendes søn kunne blive forbrændt ved at løbe rundt på en græsplæne midt i en park.

Hun kommer derfor med en opfordring og tre klare råd til andre:

  1. Man skal ikke lave bål eller grille i parker, hvor det ikke er tiltænkt. Der er områder i parker, hvor det er tiltænkt, og det er dér, man skal tænde ild.
  2. Man skal altid slukke sit bål med vand, inden man forlader det.
  3. Man skal for guds skyld ikke forsøge at dække det til med jord eller sand, fordi det gør, at vi andre ikke kan afkode, at det er et bål eller en grill.
Albert er hjemme fra hospitalet og spiser is med sin far.
Albert er hjemme fra hospitalet og spiser is med sin far.
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik