Tivoli forklarer aflysning af koncerter

Tivoli har kæmpet med uroligheder under flere Fredagsrock-koncerter i år og erstatter nu tre artister med musikere, der appellerer mere til voksne.

Onsdag annoncerede Tivoli, at de planlagte Fredagsrock-koncerter med kunsterne Kesi, Kato og Ude Af Kontrol er blevet aflyst.

I stedet bliver Anne Linnet, Stine Bramsen og Freja Kirk sat på programmet.

Udskiftningen er konsekvensen af, at der til sæsonens første koncerter har været uroligheder, slåskampe, køkaos og flere personer, som har forsøgt at klatre over hegnet til forlystelsesparken.

- Vi vil gerne være sikre på, at alle får en god oplevelse i et år, hvor adfærden er lidt anderledes, siger kulturchef og underdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann, til TV 2.

Tiltrækker et ældre publikum

Han forklarer, at man bevidst har erstattet de tre oprindelige kunstnere med nogle, som tiltrækker et publikum med en højere gennemsnitsalder og afholder koncerter, hvor "stemningen er mere afdæmpet."

- Jeg håber på forståelse for, at vi i lyset af de første koncerter har været nødt til at gøre nogle ting, så vi på trods af pladsreservationer må kigge på, hvilken stemning og adfærd der kommer i haven, siger Frederik Wiedemann og tilføjer:

- En af kvaliteterne ved de aflyste artister er festlige koncerter. Andre steder vil det fungere rigtig godt, men i Tivoli i år synes vi ikke, det giver mening.

Sker det her, fordi I frygter ballade ved koncerterne?

- Ja, det kan man sige. I hvert fald at det er vigtigt for os, at alle dem, der går til koncerten, og de andre i haven får en god oplevelse, så vi undgår ballade og for meget pres på de foranstaltninger med for eksempel pladsreservation.

Amerikansk rapper fortsat på programmet

Hvorfor er 50 Cent så stadig på programmet? Han tiltrækker vel det samme publikum som de aflyste artister?

- Vi vurderer, at 50 Cent tiltrækker et meget blandet publikum. Han har været en stjerne i mange år, så der er mange flere generationer af fans end til nogle af de andre navne. Vi gør noget ekstraordinært til den her koncert, hvor vi laver pladsreservation til hele Tivoli hele dagen. Det kan vi ikke gøre fredag efter fredag. Det er en lidt anden type koncert, siger Frederik Wiedemann.

Er det for dyrt for jer at aflyse 50 Cent?

- Hvis vi vurderede, at det ikke var forsvarligt at afholde hans koncert, så havde vi aflyst det. Vi laver ikke de her ændringer af økonomiske grunde. Tværtimod, så koster det os en del. Men vi vil sikre os en god oplevelse for dem, der er til koncert, og dem, der gæster haven samtidig.

De her kunstnere spiller jo mange andre steder. Hvorfor er det, at deres koncerter ikke kan gennemføres hos jer?

- Tivoli er speciel. Noget af det, der gør det til et godt sted til en koncert, er de smukke rammer midt inde i byen. Vi er en forlystelsespark, men det gør også, at vi har andre hensyn. Vi er ikke en bar mark. Vi har alle mulige installationer omkring koncerten og en fin gammel have, som også skal fungere samtidig. Derfor er vi nødt til at tage ekstra forholdsregler.

Kan man få penge retur?

Der er nok mange, der har købt et Tivolikort, fordi de ville se de her kunstnere. Får de mulighed for at få deres penge retur?

- Der bliver man nødt til at henvende sig til vores kundeservice. Der er forskellige omstændigheder omkring hvordan og hvorledes. Det er meget individuelt. Det bliver man nødt til at henvende sig konkret med sine grunde for at ville have penge retur.

Så du kan ikke sige nu og her, at hvis man havde købt et Tivolikort for at se Kesi, og han så bliver aflyst, om man kan få sine penge retur af den grund?

- Det kan jeg ikke sige som en generel ting. Det afhænger for meget af omstændighederne. Der er mange forskellige omstændigheder omkring at få penge retur.

Onsdag løftede Tivoli også sløret for programmet til Havefest, hvor der varmes op til Fredagsrock-koncerterne om aftenen med blandt andet dj-scene, barstemning og livekoncerter.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Kultur

Uffe Weng - Ritzau Scanpix

Ikonisk grillbar sat til salg efter 42 år - derfor takker ejerne af

tffuyu9hy

playFørst fandt de en lårbensknogle, så en kæbe: Mose-offer fra oldtiden gravet op i Nordsjælland

20190128-152411-7-4499x2529ma

Nu begynder milliondyr restaurering af fugtplaget børsbygning

Elcykler til juletræstænding

Træd i pedalerne og tænd julestjernen: Sådan sparer kommune på strømmen


København


Forsiden lige nu

Se flere