Thorkild Fogde efter hjemsendelse: - Vi er uenige og meget overraskede over vurderingen

Rigspolitichef Thorkild Fogde vidste, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Han blev i går fritaget fra tjeneste som konsekvens af Minkkommissionens beretning - en beslutning han er uenig i.

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev i går fritaget fra tjeneste som konsekvens af Minkkommissionens beretning.

Han afventer nu et såkaldt tjenstligt forhør, oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Her fremgik det, at afgørelsen var truffet på baggrund af rådgivning og indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har rådført sig med Kammeradvokaten, og det er Kammeradvokatens vurdering, at indstillingen er forenelig med retsgrundlaget og praksis, lød det i pressemeddelelsen.

Men den afgørelse erklærer Thorkild Fogde sig nu uenig i.

- Vi er uenige og meget overraskede over vurderingen, som vi ser frem til at få prøvet i det videre forløb, udtaler han sammen med sin bistandsadvokat Lise Lauridsen i en skriftlig kommentar til TV 2.

Rigspolitichef burde have reageret

Rigspolitichefen har fået kritik i Minkkommissionens beretning.

Thorkild Fogde vidste, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Alligevel kørte politiet i flere dage videre med planen om at skulle bistå med den omfattende opgave at slå alle mink ned. Ikke bare minkene på de smittede farme, men alle mink i Danmark, fremgår det af beretningen, hvor kommissionen konkluderer:

- Thorkild Fogde har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, står der.

Kritikken går blandt andet på, at Thorkild Fogde med sin deltagelse på et pressemøde 7. november 2020 var med til at "støtte op om udmeldinger", der fastholdt minkavlere og offentligheden i "en vildfarelse", selvom han på det tidspunkt var gjort opmærksom på, at der ikke var hjemmel.

Barbara Bertelsen fik advarsel

Også departementschefen i Miljøministeriet Henrik Studsgaard – dengang fødevareministeriet – blev onsdag fritaget for tjeneste og afventer nu et tjenstligt forhør.

Han har ingen kommentarer i dag, oplyser hans bistandsadvokat til TV 2.

Anderledes gik det for statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Hun har fået den mildeste sanktion, en advarsel, for sin rolle i minksagen og kan dermed fortsætte i sin stilling.

For statsminister Mette Frederiksen fik minksagen den konsekvens, at hun fik en næse i begyndelsen af juli.

Mens disciplinærsagen behandles, er politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lene Frank konstitueret som rigspolitichef.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik