Sympatistrejke rammer ikke kunderne, lover SAS

Mekanikerstrejken betyder dog, at visse fly kommer langsommere på vingerne igen, når pilotstrejken er slut.

Efter midnat voksede strejken i SAS.

Omtrent 200 flymekanikere, der er organiseret i Dansk Metal, har nedlagt arbejdet i sympati med deres pilotkollegaer. 

Alligevel behøver feriehungrende SAS-kunder ikke at frygte, at flere fly bliver aflyst af den grund.

Det fortæller SAS’ pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, i et interview med TV 2:

- Den her sympatistrejke kommer ikke til at påvirke vores flyvninger. Vi har løsninger klar til den vedligeholdelse, som det kræves af os, siger hun.

I stedet vil SAS få sine fly serviceret i andre lufthavne, så de fortsat lever op til reglerne.

Øge presset

Mekanikerstrejken er en direkte udløber af den konflikt mellem cirka 900 SAS-piloter og selskabets ledelse, der sprang ud i fuld flor mandag.

Her brød de månedlange forhandlinger mellem parterne om en ny overenskomst sammen, og piloterne, der er samlet i SAS Pilot Group (SPG), annoncerede, at man ville påbegynde en strejke straks.

Fordi det kun er en del af SAS’ piloter, der er organiseret i SPG, flyver cirka halvdelen af SAS’ daglige afgange fortsat.

Ifølge Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær i Dansk Metal og har forhandlet på piloternes vegne, skal sympatistrejken være med til at øge presset på SAS’ ledelse.

Men det bliver altså ikke resultatet i første omgang, lyder det fra Alexandra Lindgren Kaoukji.

Langsommere i luften

Alligevel vil det have en betydning, at mekanikerne har nedlagt arbejdet – i hvert fald på et tidspunkt.

Fordi flybranchen er underlagt strammere regler om service og vedligeholdelse, er SAS nemlig nødt til at vælge mellem hvilke fly, der skal serviceres, og hvilke, der må vente.

Her er det SAS’ redning for nuværende, at cirka halvdelen af selskabets fly alligevel skal stå på jorden som følge af pilotstrejken.

- De fly, der står på jorden som følge af pilotstrejken, bliver påvirket i deres lovbundne vedligeholdelse. Så kan vi ikke flyve med dem lige umiddelbart, når piloterne kommer tilbage, siger Alexandra Lindgren Kaoukji til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik