Sygeplejersker føler sig "gjort til grin" og "svigtet"

Ti ugers strejke ser ud til at slutte på lørdag med et lovindgreb.

Regeringens lovindgreb i sygeplejerskernes strejke er ”respektløst” og ”uansvarligt”.

Sådan lyder reaktionen fra nogle af de sygeplejersker, der onsdag aften demonstrerer foran Beskæftigelsesministeriet i København.

I næsten ti uger har de strejket uden at kunne nå til enighed om en overenskomst med deres arbejdsgiver, Danske Regioner.

Derfor griber regeringen ind med et lovforslag, der lægger sig op af det mæglingsforslag, sygeplejerskerne tidligere har afvist.

- Jeg synes, vi bliver gjort til grin. Vi har jo takket nej til den her aftale to gange. Det var netop for at sende et stærkt signal til politikerne og arbejdsgiverne om, at vi er mere værd, siger Harun Demirtals, som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR), til TV 2.

Skuffede og frustrerede

Hvis regeringen kommer igennem med sit lovforslag, kan sygeplejerskerne se frem til en lønstigning på fem procent over tre år.

quote Det er også en kamp for, at vi kan fremtidssikre sundhedsvæsenet

Harun Demirtals, næstformand i Dansk Sygeplejeråd

Desuden nedsættes en lønkomité, som skal kulegrave sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre brancher.

Men sygeplejerskerne har ikke tillid til komitéen, siger Harun Demirtals og kalder det en ”syltekrukke”. Han mener, at regeringen svigter sygeplejerskerne.

- Vi er dybt skuffede og dybt frustrerede, og vi havde forventet, at politikerne tog ansvaret på sig. Fordi der er mange, der tror, at det her alene er en lønkamp. Men det er det jo sådan set ikke. Det er også en kamp for, at vi kan fremtidssikre sundhedsvæsenet.

Vred over beslutning

Marianne Priskorn er en af de over 5000 sygeplejersker, der strejker i øjeblikket. Men nu tyder det på, at hun er tvunget tilbage på arbejde på Hvidovre Hospital fra på mandag.

- Jeg kommer tilbage med en flok kollegaer, som er dybt frustrerede og meget, meget demotiverede, siger hun.

Ligesom Marianne Priskorn er DSR-formand Grete Christensen bekymret for, at et lovindgreb vil få negative konsekvenser for interessen for sygeplejefaget.

- Man kan kun blive vred over regeringens beslutning. De har hverken givet os et lønløft nu eller et løfte om penge til at indhente lønefterslæbet, siger hun til Ritzau.

Kan træde i kraft lørdag

Regeringen vil torsdag forsøge at få hastebehandlet sit lovforslag, hvilket kræver dispensation fra tre fjerdedele af Folketinget.

Derefter forventer regeringen, at lovindgrebet kan træde i kraft på lørdag.

Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti, Alternativet og de tre løsgængere i Frie Grønne har tilkendegivet, at de vil stemme imod.

Udover Socialdemokratiet har Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance meddelt, at de vil stemme for.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik