Sygeplejerske forfulgt af tidligere patient – kamp i gang for at ændre regler

Ann Hansen blev gennem et halvt år forfulgt af en patient, hun havde behandlet på Nordsjællands Hospital. Nu er en kamp i gang for at indføre tjenestenumre for offentligt ansatte, så deres fulde navn ikke er tilgængeligt for patienter.

En dag bankede det på Ann Hansens dør. På den anden side stod en person, hun havde behandlet to uger tidligere i sit job som sygeplejerske på Nordsjællands Hospital.

- Jeg blev selvfølgelig meget overrasket og foruroliget, siger Ann Hansen i serien 'Sagen i egen hånd' på TV 2 PLAY.

Den tidligere patient fortalte hende, at de var soul mates. Han var overbevist om, at hun havde det på samme måde, men Ann Hansen afviste hans tilnærmelse.

- Mit hjerte banker for dig, og dit hjerte tikker for mig, og jeg kan høre, at det siger bom bom, sagde manden til hende.

Han sagde, at hun både havde plejet og behandlet ham, og derfor var hun jo nødt til at kunne lide ham. Ann Hansen bad ham om at forlade hendes hus.

- Jeg er sygeplejerske. Jeg behandlede dig, fordi det er mit arbejde, sagde hun.

Men det troede han ikke på.

Over det næste halve år kom manden forbi Ann Hansens adresse minimum en gang om måneden.

- Jeg havde det frygteligt. Jeg var bange, for jeg vidste jo ikke, hvad han kunne finde på, fortæller hun.

Det var først, da hun en dag kunne læse i avisen, at manden var død, at Ann Hansen kunne ånde lettet op
Det var først, da hun en dag kunne læse i avisen, at manden var død, at Ann Hansen kunne ånde lettet op
Foto: TV 2

Det var først, da hun en dag kunne læse i avisen, at manden var død, at Ann Hansen kunne ånde lettet op.

Tjenestenumre kan være løsningen

Ligesom mange andre i sundhedssektoren bærer hun navneskilt med både for- og efternavn. Derfor var det ikke svært for hendes tidligere patient at finde hende.

Det kæmper Emil Kjeldsmark Lemvig nu for at ændre.

quote Det er tragisk, at der skal et dødsfald til, før folk er opmærksomme på, at der er et problem

Emil Kjeldsmark Lemvig

Han er ergoterapeut på Psykiatrisk Center Sct. Hans, og i februar 2021 oprettede han et borgerforslag om at fjerne efternavnet fra offentligt ansattes navneskilte og i alle journaler, log-systemer og aktindsigter.

I stedet skal de ansatte kunne identificeres med et tjenestenummer, ligesom man kender fra politiet.

- Denne her kamp er virkelig vigtig, for vi skal kunne gå trygt på arbejde. Og det kan vi ikke lige nu, siger Emil Kjeldsmark Lemvig.

Dansk Sygeplejeråd bakker op om forslaget.

- Om den rigtige løsning er tjenestenummer eller ej, så støtter vi intentionerne i borgerforslaget, siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg.

Emil Kjeldsmark Lemvig har oplevet at blive truet af patienter over sociale medier og mail
Emil Kjeldsmark Lemvig har oplevet at blive truet af patienter over sociale medier og mail
Foto: TV 2

Trusler mod familien

Emil Kjeldsmark Lemvig har selv oplevet at blive truet af patienter over sociale medier og mail.

- Så snart det flytter sig fra arbejdspladsen hjem til mig privat, overskrider det en grænse, som for mig er meget angstprovokende, siger han.

Han blev især påvirket, da en tidligere patient valgte at sende trusler til hans familie.

- Først blev jeg virkelig skræmt. Så blev jeg vred, husker Emil Kjeldsmark Lemvig.

Han vil ikke fortælle detaljerne for truslerne mod hans familie, da han frygter, at de så vil blusse op igen.

- Hvis det er sket en gang før, hvorfor skulle det så ikke ske igen?

Det var i 2017. To år senere skete en begivenhed, der for alvor fik Emil Kjeldsmark Lemvig til at gå ind kampen for et tryggere arbejdsmiljø for offentligt ansatte.

I 2019 blev lægen Charlotte Asperud dræbt i sit hjem af en patient, som hun fem år tidligere havde tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.

Patienten fandt hende ved at kigge i journalsystemet, hvor hendes fulde navn var oplyst.

- Da jeg hørte om episoden, gik der et sus gennem min krop. Jeg blev bange og skræmt over, at vi har et dødsfald, der kan relateres til en journal, siger Emil Kjeldsmark Lemvig.

Charlotte Asperuds død satte for alvor gang i debatten om offentligt ansattes sikkerhed. En udvikling Emil Kjeldsmark Lemvig er glad for, selvom omstændighederne langt fra er ideelle.

- Det er tragisk, at der skal et dødsfald til, før folk er opmærksomme på, at der er et problem, siger han og fortsætter:

Han håber, at man med tjenestenumre kan undgå flere episoder som Charlotte Asperuds.

Bedre Psykiatri: Tjenestenumre krænker patienternes rettigheder

Står det til organisationen Bedre Psykiatri, er tjenestenumre dog ikke løsningen på problemet.

- Hvis du er ked af det, og du ser i din journal, at et uidentificeret menneske har skrevet noget bestemt om dig, bliver du så mere eller mindre samarbejdsvillig med personalet? Bliver du mere eller mindre udadreagerende og frustreret? spørger generalsekretær Jane Alrø Sørensen retorisk.

Ifølge Bedre Psykiatri krænker tjenestenumre patienternes rettigheder til at vide, hvem deres behandlere er.

- Noget af det allervigtigste i psykiatrien er relationen mellem patienten og behandleren. Trygheden og tilliden. Den forsvinder, hvis man gemmer sig bag et nummer, siger Jane Alrø Sørensen.

Dansk Sygeplejeråd er meget opmærksomme på, at patienternes rettigheder også skal overvejes i denne problemstilling.

- Vi skal finde en løsning for alle. Navnet skal ikke være let tilgængeligt. Det er også dobbelt beskyttelse, da den borger, der handler i affekt, så bliver tvunget til at tænke sig om en ekstra gang, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Borgerforslag får 35.000 underskrifter

I halvandet år kæmpede Emil Kjeldsmark Lemvig og hans kollegaer i Region Hovedstaden for skabe opmærksomhed om problematikken.

I februar 2021 oprettede de deres borgerforslag, og i juli fik de deres første sejr. En ny bekendtgørelse om journalføring trådte i kraft, der betød, at offentligt ansatte nu kun registreres med fornavn og tjenestenummer i journalerne.

Da Emil Kjeldsmark Lemvigs borgerforslag udløb i august, havde det indsamlet 35.958 underskrifter.
Da Emil Kjeldsmark Lemvigs borgerforslag udløb i august, havde det indsamlet 35.958 underskrifter.
Foto: TV 2

Ifølge Emil Kjeldsmark Lemvig er det en glædelig nyhed, men det er ikke helt nok.

Lovgivningen ændrer nemlig ikke, hvordan ansatte registreres i logsystemerne.

- Når en patient ser et tjenestenummer i journalen, kan de bare gå ind i logsystemet og se det fulde navn. Og så giver det jo ikke rigtig mening, siger Emil Kjeldsmark Lemvig.

Da borgerforslaget udløb i august, havde det indsamlet 35.958 af de 50.000 underskrifter, der skal til, for at det kan blive fremsat i Folketinget.

Venstre lover at rejse forslaget

På det tidspunkt havde forslaget dog allerede fået politisk opmærksomhed.

Sophie Løhde, politisk ordfører i Venstre, ser meget positiv på Emil Kjeldsmark Lemvigs forslag.

Derfor lovede hun at fremsætte forslaget i Folketinget, selv hvis det ikke fik nok opbakning inden udløbstiden.

Emil Kjeldsmark Lemvig fortæller, at selv hvis forslaget ikke får genklang i Folketinget, har det stadig formået at skabe opmærksomhed om problematikken.

- Tjenestenumre kommer ikke til at ændre på fortiden, men de kan sørge for, at andre ikke skal opleve det her i fremtiden, siger han.

Se hele dokumentaren 'Sagen i egen hånd' på TV 2 PLAY.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik