Sygehus fik ekstra corona-pulje til at belønne ansatte - gav alle pengene til ledergruppe

Hospitalsdirektør forstår godt, at de øvrige medarbejdere kan opfatte afdelingsledelsens brev som "arrogant" og "stødende".

Helt ud over det sædvanlige fik hospitalsdirektionen på Bispebjerg Hospital for nylig en ekstra pulje med penge til de afdelinger, der har trukket det største læs i forbindelse med covid-19-håndteringen i år.

En af puljerne på i alt 250.000 kroner gik til anæstesiafdelingen, der kaldes afdeling Z, som arbejder inden ​for specialerne bedøvelse, forgiftninger, smertebehandling og intensiv pleje.

Her valgte afdelingsledelsen at give et engangstillæg til en lille gruppe, der primært bestod af mellemledere. Det viser en mail, som TV 2 er i besiddelse af.

Et par flasker rødvin

Afdelingsledelsen skriver, at "det har ikke været nogen nem opgave, da alle har bidraget til det store arbejde" med håndteringen af covid-19.

- Vi kunne vælge at tørre et tyndt lag ud over alle, som så - efter skat - kunne købe et par flasker rødvin, eller fokusere puljen, så engangstillægget reelt kunne "mærkes", skriver afdelingsledelsen om begrundelsen for, at pengene fordeles til den lille gruppe medarbejdere, der også har ledelsesansvar.

I brevet uddybes det:

- Vi har valgt den sidste løsning og givet engangstillæg til en gruppe, primært mellemledere, der har løftet en ekstraordinær indsats i forbindelse med omstilling af hospitalet til covid-19-situationen, og som ikke på anden vis er kompenseret lønmæssigt.

De enkelte afdelinger har en såkaldt decentral ledelse, og derfor råder de selv over beløbene, som skal fordeles. Brevet har ifølge BT skabt frustration blandt de lige under 300 medarbejdere på afdelingen, og flere politikere kalder det over for avisen "dybt urimeligt".

Direktør: Der har ikke været en god dialog

Det bekræfter øverste hospitalsdirektør for Bispebjerg Hospital, Anne Jastrup, over for TV 2.

Det er hendes indtryk, at mellemlederlaget i afdelingen har ydet en stor indsats og har været hårdt belastet, da de ud over ledelsesansvaret også arbejder som almindelige læger og sygeplejersker med kontakt til patienter. Der er altså ikke ifølge hende tale om, at pengene er gået til "bureaukrater", men læger og sygeplejersker, der også har været ude på afdelingerne:

- Men med det sagt vil jeg gerne medgive, at der helt tydeligt ikke har været en god dialog mellem ledelse og medarbejdere her. Der er et eller andet, de ikke har fået talt igennem. Og jeg forstår til fulde, hvis nogen er blevet stødt eller har slået sig på de formuleringer. Jeg tror ikke, at afdelingsledelsen har gennemtænkt, hvordan de fik det her formuleret, siger hun.

Pengene bliver ikke omfordelt

Anne Jastrup afviser, at de 250.000 kroner kan omfordeles nu, da de allerede er lovet til de konkrete ledere. Hun siger dog, at afdelingsledelsen nu vil forsøge at gå i dialog med tillidsfolk og medarbejdere på afdelingen.

Ifølge hospitalsdirektøren har alle medarbejdere fået de ydelser ud over den normale løn, som årets usædvanlige arbejdssituation har berettiget dem til efter overenskomsten og øvrige aftaler. Mellemledergruppen har på grund af chefkontrakter ikke været på overenskomsten.

- Det ændrer ikke ved, at der er en uheldig situation i den afdeling, der gør, at man skal have en drøftelse om de her ting. Jeg ville ønske, at man havde set bredere i afdelingen og havde tænkt i at tilgodese både ledere og medarbejdere, siger hun.

Var det en fejl at sende den mail ud?

- Jeg synes, at det er en uheldig ordlyd, som jeg tror er uigennemtænkt. Jeg tror ikke, at det har været hensigten at virke stødende, men jeg forstår godt, at man som medarbejder synes, at det virker stødende eller arrogant. Jeg ved også, at ledelsen i afdelingen er rigtig kede af det og i gang med at gå i dialog med medarbejdersiden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik