Studerende vil hjælpe kvinder med at blive gravide med nyt tyggegummi

Tyggegummiet har allerede har fået anerkendelse, men der er stadig lidt vej, før det bliver til virkelighed og kan købes.

I flaskerne er forskellige smage, i bægeret tyggegummi og på bordet en pakke gær. Det var hindbær og mint, som fungerede bedst på smagsfronten. Foto: Jonas Borith Hansen

I samarbejde med tv2.dk

Når kvinder i dag skal teste, om de har ægløsning, kræver det som regel en portion urin.

Men måske kan det i fremtiden erstattes af et par tyg.

En gruppe på 13 danske og internationale studerende på Københavns Universitet arbejder nemlig lige nu på at udvikle et tyggegummi, der ved at skifte farve i munden kan vise, hvor i sin menstruationscyklus en kvinde befinder sig.

Læs også Rigshospitalet afviser at have opfordret mor til at anbefale kræft-tjek med graviditetstest

- Det giver et sikkert praj om, hvornår der er bedst chance for at blive gravid, siger biologistuderende Jonas Boriths Hansen, der er en del af holdet bag projektet.

Farveskiftet skyldes, at der er gær i tyggegummiet. Det indeholder forskellige gener, der reagerer på forskellige hormoner - blandt andet det ægløsende LH-hormon.

Overlæge: En god idé

Ifølge Jens Fedder, overlæge og professor på fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital, har tyggegummiholdet fat i noget af det rigtige.

- Det er en god idé. Det burde kunne fungere, fordi vi har graviditetshormon i spyttet, siger han.

Overlægen peger også på, at det er mere diskret at tygge, end den måde man tester ægløsning i dag.

- Nogle ville nok også synes, at det var nemmere at tage et stykke tyggegummi end at tisse på en pind eller i en kop, som de fleste gør nu, siger Jens Fedder.

Læs også Nyt tilbud til gravide: Fød i en sofa – på hospitalet

Hos Landsforeningen for ufrivilligt barnløse, LFUB, mener man endnu, at det er for tidligt at tage stilling til, om produktet er en god løsning. Men Tina Teglgaard, der er fertilitetsterapeut og talsperson for foreningen, kan godt se en potentiel fordel:

- Når man gerne vil have et barn, så kan det være stressende at tage de her tests. Sol, måne og stjerner skal stå rigtigt. Og der vil det jo være nemmere at tage et stykke tyggegummi, siger hun.

Smag af mint, farve af rødbede

Tyggegummiet har vundet en guldmedalje ved de uofficielle verdensmesterskaber i syntesebiologi for studerende, iGEM, men er stadig i udviklingsfasen.

Næste skridt er en prototype, der skal farves med naturlige farver fra rødbede og gulerod. Smagen er der også styr på.

- Vi fandt ud af, at hindbær og mint er en god kombination med gæren, siger Jonas Boriths Hansen om de smagtests, holdet har gennemført.

Læs også 34. graviditetsuge er magisk i forebyggelsen af brystkræft

Der er endnu ikke en dato på, hvornår et færdigt ægløsningstyggegummi bliver til virkelighed.

Men når det sker, regner holdet med, at tyggegummiet bliver billigere end de ægløsningstests, der er på markedet i dag. Og samtidig mere præcist, fordi den genmodiferede gær reagerer på flere typer hormoner.

- Jo flere hormoner, man måler, des bedre et billede af menstruationscyklussen giver det, forklarer Jonas Boriths Hansen.

Tvivlsom som prævention

Ud over at øge chancerne for at få børn, bruger nogen også ægløsningstests til det modsatte - at teste, om de er i en periode i deres cyklus, hvor der er lille sandsynlighed for at blive gravid.

Men kan man tygge sig fri af prævention og p-piller?

Den idé giver overlæge Jens Vedder ikke meget for - uanset om det er traditionelle tests eller tyggegummi.

- Det er for usikkert, for sædcellerne kan leve flere dage i kvinden, og så kan ægløsningen jo nå at indtræffe alligevel, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik