Stort stillads væltet ned over kørebane i nat: Nogen har været inde og pille ved det

Flere spor peger ifølge ejeren af stilladset på, at det er blevet væltet af flere personer.

Der ligger en bevidst handling bag, at et stort stillads natten til søndag væltede ud over kørebanen på Scandiagade i Københavns Sydvestkvarter.

Det er Mikael Iversen, ejer af F.M. Stilladsservice, der har ansvaret for stilladset, helt overbevist om.

- Jeg kan se, at der er nogen, der har været inde og pille det her ned. Hvorfor de har gjort det, forstår jeg ikke noget af, siger han til TV 2.

Ifølge ejeren kan man se, at stilladset er frigjort fra facaden med en skruenøgle, da fastgørelserne stadig hænger der, og at der herefter er brugt et reb til at vælte det. Et blåt reb, der ikke hører til på stedet, er fundet sammen med det væltede stillads.

Han mener, at hans firma gør sit arbejde ordentligt, og at det er "helt umuligt", at der kan være tale om eksempelvis en skade forårsaget af vind.

- Det her er det største svineri, jeg har oplevet i de 30 år, jeg har været selvstændig. Man gør ikke noget som det her, det er ikke i orden. Heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade, siger Mikael Iversen.

Politiet har tese om bevidst handling

Københavns Politi fik flere anmeldelser om hændelsen klokken 01.28 natten til søndag, og de undersøger nu årsagen til, at stilladset pludselig lagde sig ud over vejbanen.

- Det er også vores tese lige nu, at det er blevet væltet, også fordi det ikke har blæst noget særligt i nat. Men nu skal vi ud i dagslys og besigtige det hele selv og tjekke videoovervågning, før vi kan sige noget nærmere, siger vagtchef Michael Andersen.

I begyndelsen af december var der en gruppe demonstrerende stilladsarbejdede, der rev et stillads ned på Nørrebro i en konflikt om arbejdsforhold.

Mikael Iversen undrer sig over, hvis noget lignende har gjort sig gældende ved nattens episode på Scandiagade.

- Det er også sket før for os. Men dengang var det med polske håndværkere. Den her gang er det danske håndværkere, der er medlem af stilladssektionen, fortæller entreprenøren til TV 2.

Til Ekstra Bladet siger han videre, at Stilladsklubben på et tidligere tidspunkt har været på vej ind på byggepladsen for at pille det pågældende stillads ned, men at det dengang blev stoppet ved at forklare, hvem der havde opført stilladset.

Formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholdt, siger søndag morgen til TV 2, at han er på vej ud til det væltede stillads, og oplyser, at der tidligere har været konflikt med andre firmaer ved det pågældende byggeri.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ejeren af stilladset henviser til, at der er fundet store blå reb, som kan være brugt til at hive stilladset ned.
Ejeren af stilladset henviser til, at der er fundet store blå reb, som kan være brugt til at hive stilladset ned.
Foto: TV 2

Skader for stort beløb

Mikael Iversen anslår, at der er sket materielle skader for mellem 300.000 og 400.000 kroner. Hertil kommer udgifter til at opsætte et nyt stillads, da facadearbejdet ikke er færdigt.

- Hvem skal betale det? Jeg synes ikke, det er rimeligt, at forsikringen skal lide det her. Vi skal have fat i de ansvarlige, og de skal drages til ansvar, siger han.

Stilladset var opsat ved en bygning med fem etager på Scandiagade tæt ved Sydhavns Plads.

Da det væltede, rev det ledninger ned i forbindelse med gadebelysningen på Scandiagade, og der er derfor tidligt søndag morgen ikke gadebelysning omkring det nedfaldne stillads.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik