Store mængder nedbør på vej - mandagen bliver sjaskvåd

Natten til mandag bliver sjaskvåd, men også meget blæsende

Fredag eftermiddag gik et kraftigt stormlavtryk i land henover Danmark.

I første omgang gav lavtrykket store mængder nedbør, for så sidenhen at gå over i stormen Nora.

På landsplan faldt der i løbet af fredagsdøgnet 15 millimeter nedbør over landet, hvoraf en del faldt som sne.

Nedbøren blev efterfulgt af en storm, der skulle vise sig at blive den kraftigste i mere end fem år.

Men knap har Nora forladt landet, før det næste kraftige lavtryk venter rundt om hjørnet. Allerede søndag aften og natten til mandag skal et nyt lavtryk forbi Danmark med kraftig blæst og store mængder nedbør.

Femdøgnsprognosen fra 20. februar til 24. februar
Femdøgnsprognosen fra 20. februar til 24. februar
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Sjaskvåd afslutning på weekenden

Mens det under fredagens lavtryk især var blæsten, der viste tænder, vil Danmark nærmest drukne i regn, når søndagens lavtryk kommer op til landet.

Søndag vil ellers starte med tørvejr, men i løbet af dagen bevæger lavtrykkets varmefront sig henover landet med både regn, slud og tøsne. Lokalt kan det give over 10 millimeter nedbør.

Herefter kommer der en periode med byger, inden lavtrykket nok engang sender et større nedbørsområde indover Danmark. Natten til mandag vil blive en drivvåd omgang, hvor der lokalt kan falde over 20 millimeter regn.

Dermed kan der mandag formiddag nogle steder være faldet over 30 millimeter nedbør. Det svarer til mere end halvdelen af den normale mængde nedbør for en februar.

Akkumuleret nedbør mandag formiddag. Nogle steder kan der falde over 30 millimeter.
Akkumuleret nedbør mandag formiddag. Nogle steder kan der falde over 30 millimeter.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Generelt har februar i år været sjaskvåd. Indtil videre er der kommet omkring 85 millimeter nedbør på landsplan. Dermed er februar efter 19 dage allerede blandt de ti vådeste februar-måneder.

Men om to dage kan der være faldet over 100 millimeter nedbør i løbet af de første tre uger af februar. Det vil sende måneden op blandt de tre vådeste februar-måneder siden 1874.

Blæsende med vindstød af stormstyrke

Udover store mængder regn vil blæsten tiltage i forbindelse med lavtrykspassagen.

Over hele landet vil det natten til mandag blæse med en frisk vind til kuling. Vindstødene kan lokalt nå stormstyrke.

Det bliver ikke lige så slemt som Nora, og der forventes heller ikke storm. Til gengæld vil det være blæsende i hele landet.

Prognose for vinden natten til mandag. Lokalt kan der komme vindstød af stormstyrke.
Prognose for vinden natten til mandag. Lokalt kan der komme vindstød af stormstyrke.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik